Janne Lykke har indsamlet stort beløb til den trængte have

NØRRESUNDBY: Det er gået meget hurtigere, end hun i sin vildeste fantasi havde forestillet sig.

Alene på den første time, havde Janne Lykke solgt T-shirts for, hvad der svarer til 10.000 kroner til Aalborg Zoo. Og siden er salget bare vokset og vokset.

- Det er jo helt vildt, ler hun i telefonen.

Som indehaver af den populære webshop Lykke by Lykke med hjemsted i Nørresundby, er hun vant til at mobilere sine tusindvis af følgere på Facebook og Instagram. Alligevel er hun overrasket over mediernes styrke, efter hun for en god uges tid siden fik en ide.

En ide, der er blevet til en egendesignet T-shirt, der bliver solgt til fordel for den trængte zoologiske have.

- Jeg kender en af elefantpasserne og er virkelig blevet berørt af, hvilke problemer de står med i forbindelse med coronaen. Det er jo på mange måder en sindssyg tid, og det er det her, jeg kan gøre, siger hun.

Katrine Schousboe
"After every storm there is a rainbow", står der ved siden af regnbuen. Privatfoto

Corona og regnbue

I løbet af få timer havde hun designet klar og talt med zoo for at få grønt lys, og så var det bare at sende ideen ud på Lykke by Lykkes Facebookside og i et nyhedsbrev til trofaste kunder.

- Man er jo lidt spændt, for man ved aldrig, hvordan den slags bliver modtaget, siger hun og holder en lille pause, før hun tilføjer:

- Men hooooold nu op.

T-shirten er hvid med en pastelfarvet regnbue og en diskret dyrereference, og det er helt bevidst, at den ikke ligner en klassisk støtte-bluse.

- Jeg ville gerne lave en T-shirt, som også er pæn og sommerlig i sig selv. Og jeg vidste hurtigt, at det skulle være noget med pasteller og også gerne en regnbue, fordi den er blevet et symbol under coronaen, og så kom det bare efterhånden, fortæller hun.

Ved siden af regnbuen er der indsat en påmindelse til os alle om, at After every Storm there is a Rainbow.

Og blæst har Janne Lykke også selv oplevet under coronakrisen, for det er blevet sværere at drive virksomhed. Men hun oplever, at kunderne bakker op og vil gerne sende lidt af sin taknemmelighed videre til zoo, som trods alt er i en værre situation, synes hun.

Et stort beløb

Det koster 250 kroner at forudbestille en af de sommerlige T-shirts. Ud af beløbet sender Janne Lykke de 200 kroner videre til zoo.

Indtil videre har hun sammen med resten af teamet bag Lykke by Lykke solgt så mange bluser, at zoo kan få op mod 65.000 kroner, og salget fortsætter frem til i morgen, fredag 22. maj, kl.12. Herefter bliver orden sendt af sted og de mange bluser trykt.

Janne Lykke lægger ikke skjul på, at projektet er en underskudsforretning for hende selv, for man kan ikke producere en god T-shirt for 50 kroner, men sådan må det være, for hun vil gerne have hjertet med i sin forretning, lyder ræsonnementet.

- Det har været en meget intensiv proces og er resultatet af et virkelig godt teamwork. Jeg får helt gåsehud, når jeg tænker på det. Jeg er virkelig stolt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...