Der er masser af hygge og kreativitet for både børn og voksne på Kunsten i efterårsferien

AALBORG: Kan en robot være kreativ? Det kan børnefamilier sammen med en kunstner og en tegnerobot finde ud af i efterårsferien.

Værkstedet på Kunsten er nemlig forvandlet til et laboratorium for robotkunst. Omdrejningspunktet er en UR3-Cobot, der kan være kreativ sammen med mennesker. Det skriver Kunsten i en pressemeddelelse.

Børnenes robotkunst kommer til at danne et fællesværk med inspiration fra kunstnergruppen CoBrA. En kunstnergruppe, der blandt andre talte Asger Jorn, og som især blev kendt for sine vilde streger, der var inspireret af blandt andet børnetegninger.

- Efterårsferiens familieværksted tager afsæt i udstillingen Work it Out, der handler om fremtidens arbejde, herunder også robotteknologi, og hvor den kan erstatte mennesker, siger Peter Juul, leder af Kunsten Kreativitarium.

Skulptur af drømme

Også i en helt ny familiezone på Kunsten handler det om fremtidens arbejdsliv. Her kan man bygge en skulptur af sit drømmejob ud fra, hvad der er vigtigt for dig: At arbejde med mennesker, at tjene mange penge, at have stor grad af frihed, at bruge kroppen, at være i naturen eller arbejde med teknologi. Når skulpturen er færdig, skal du beslutte dig for den rette hylde at sætte den på: Der er både buede, lige, små, store, høje og lave hylder.

- Indtil videre har vores drømmejob-zone været en kæmpe succes, både blandt voksne og børn. Mange finder glæde i at stoppe op og tænke efter, dagdrømme eller bare tage sig en rolig, kreativ stund, siger Peter Juul.

I efterårsferien vil der også være skattejagt, familieyoga, et sanserum, små introduktioner og mange andre aktiviteter, der alle tager udgangspunkt i kunst, leg og kreativitet. Brasserie Kunsten serverer børnevenlige retter, og Skulpturparken har taget sin smukkeste kjole i efterårsfarver på.

Alle aktiviteter er gratis efter betalt entré undtagen skattejagt og yoga. Personer under 18 år har altid gratis entré på Kunsten.

Hvad: Alle mulige kreative aktiviteter

Hvor: Kunsten Museum of Modern Art Aalborg

Hvornår: Fra mandag d. 18 oktober.

Du kan se hele programmet for efterårsferien her

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...