Du kan glæde dig til to koncerter med kendte kunstnere - se her hvornår

AALBORG: Er du en af dem, der også længes efter igen at komme til koncert? Så kan du finde inspiration her: Musikkens Hus slår nemlig dørene op til to koncerter efter flere måneders nedlukning på grund af frygten for corona. Det skriver musikhuset i en pressemeddelelse.

25. juni klokken 20.30 kan du se frem til en aften i selskab med Søren Huss, HUSH og Pernille Rosendahl i en opsætning, hvor kunstnerne både vil spille egne numre og gæste hinandens optrædener.

26. juni klokken 20.30 præsenterer Musikkens Hus endnu en tredobbelt koncert, når Alex Vargas, Nicklas Sahl og Kwamie Liv går på scenen i Koncertsalen.

- Det er med stor glæde, at vi nu endelig kan slå dørene op og samle nordjyderne om en fælles kærlighed til musikken og kulturen, som i den grad har fungeret som et samlingspunkt gennem denne periode, lyder det fra adm. direktør i Musikkens Hus Lasse Rich Henningsen.

- Vi har savnet vores gæster, og vi vil naturligvis gøre alt, hvad vi kan, for at give publikum en god og tryg oplevelse, og derfor følger vi alle myndighedernes retningslinjer.

Til begge koncerter bliver der plads til 400 siddende gæster i Koncertsalen, som normalt har plads til 1.300 publikummer, og der vil i billetsalget være reserveret et tomt sæde mellem alle gæster. Har man i forvejen tæt kontakt til hinanden, er det muligt at rykke tættere sammen, så længe gældende retningslinjer og anvisninger følges, står der i pressemeddelelsen.

Derudover må der maksimalt være 20 personer ved toiletområdet ad gangen, og garderoben vil være lukket. Der vil desuden blive stillet en gratis vand ved hvert sæde, da baren også er lukket til koncerterne 25. og 26. juni.

Billetsalget starter i morgen, onsdag 10. juni, klokken 10.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...