Tragisk drukneulykke ved børnehave i Frejlev

FREJLEV: Nordjyllands Politi fik mandag klokken 11.11 anmeldelse om en tragisk ulykke i Frejlev. En fem-årig pige fra Specialbørnehaven Væksthuset blev fundet afgået ved døden efter en tragisk drukneulykke i et bassin tæt ved børnehaven.

Redningsmandskab og politi blev straks kaldt frem til stedet, men pigens liv stod desværre ikke til at redde. De pårørende er underrettet.

Ifølge politikommissæren er der tale om et betonbassin, som befinder sig på jord, der tilhører nabogården til børnehaven.

Han understreger, at politiet nu skal kortlægge de nærmere omstændigheder.

-Der er tale om en dybt tragisk ulykke, og alle er meget chokerede. Vi er i øjeblikket i færd med at undersøge sagen og forløbet før, under og efter denne tragiske ulykke. Derfor kan vi ikke udtale os yderligere om sagen lige nu – der er både et hensyn at tage til de pårørende, efterforskningen og børnehavens børn og ansatte, siger politikommissær Michael Karstenskov Olesen, der dog altså kan bekræfte, at pigen befandt sig udenfor børnehavens territorium.

De pårørende er blevet underrettet, ligesom der er sat initiativer i gang for at tage hånd om børn, ansatte og forældre i børnehaven.

Der er rekvireret ekstra personale til Specialbørnehaven Væksthuset fra nærliggende institutioner, og kommunens kriseteam var kort efter ulykken på stedet, for at tage hånd om voksne og børn med behov for støtte.

Kriseteamet vil den kommende tid være tilknyttet Væksthuset og tage sig af involverede med behov for ekstra støtte.

Specialbørnehaven Væksthuset er et specialbørnehavetilbud for hele Aalborg Kommune, og børnene, der bruger børnehaven, visiteres til stedet, fortæller børnehaven på sin hjemmeside

Af den fremgår det, at nogle af børnene er eller bliver diagnosticeret. Det vil typisk være indenfor autismespektrumforstyrrelser, men også et barn med ADHD eller tilknytningsforstyrrelser kan blive visiteret til en plads i Væksthuset. Derudover har de visiterede børn oftest udfordringer på det sociale og/eller følelsesmæssige område.

Politiet har ingen yderligere kommentarer til denne tragiske hændelse.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...