De fem dansere bag BeYou. Fra venstre Rikke Bruun Mortensen, Kathrine Skovsgaard, Gitte Foldager, Susanne Knudsen og Tina Mærsk. Privatfoto

BeYou - et nyt dansestudie i Aalborg tilbyder dans på abonnement

AALBORG: Aalborgs nye dansestudie BeYou åbner den 10. august med en helt ny form for medlemskab. Som det første dansestudie i Danmark tilbyder de nemlig dans på abonnement, hvor du kan danse alt det du vil for et fast beløb om måneden. Fem aalborgensiske kvinder står bag.

Latin, hiphop, yoga og burlesque. Det er nogle af de danse, du kan prøve kræfter med hos dansestudiet Be You. Og du kan prøve det hele, for dansestudiet åbner med dans på abonnement.

- Vi tilbyder ni forskellige hold indenfor alle former for dans, som man frit kan tilmelde sig, fortæller Kathrine Skovsgaard, der er en af de fem dansere, der er med til at starte Be You.

Bag det nye dansestudie står fem rutinerede dansere, der alle tidligere har undervist i forskellige dansearter. De har ofte mødt dansere på deres hold, der ønskede at prøve forskellige danse, og det bliver nu en mulighed i det nye dansestudie.

- Vi har tit haft dansere på holdene, som har haft lyst til at danse bredt. De har haft lyst til at prøve kræfter med meget forskellige danse som latin, burlesque og hiphop. Men det har ikke været en mulighed uden at de skulle betale for dyre dansetimer indenfor hver dans. Det bryder vi nu ved at tilbyde dans på abonnement, hvor du kan danse alt det du vil for en fast pris om måneden, fortæller Kathrine Skovsgaard.

BeYou får adresse i Holdbergsgade 13, og bliver dermed naboer til fitnesscentret, FysioFitness. Et abonnement hos BeYou giver udover fri dans også adgang til gratis styrketræning hos naboerne i FysioFitness.

- Det er en god mulighed for både at bevæge sig rytmisk i dansen og styrke musklerne i fitness, og det samarbejde ser vi selvfølgelig som en fordel for vores kunder, fortæller Kathrine Skovsgaard.

De fem kvinder bag studiet er Tina Mærsk, Thye Kjellerup, Birgitte Foldager, Rikke Bruun Mortensen, Susanne Knudsen og Kathrine Skovsgaard. De har tilsammen over 50 års erfaring indenfor danseundervisning og har været i forskellige danseklubber. Nu glæder de sig til at få deres eget.

- Vi har skruet dansestudiet sammen, som vi synes, det giver mening. Så vi kan glæde alle de dansere, der har lyst til at prøve forskellige danse og danse løs hver måned, fortæller Kathrine Skovsgaard.

BeYou fejrer åbningen 10. august med en gratis prøvetime i dansene fit and shake, burlesque og hiphop. Dansestudiet har et åbningsprogram klar, som kan findes på www.beyoudance.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...