De første store navne afsløres nu

AALBORG: Aalborgs gadefestival Metropol er tilbage i centrum af byen for tredje år i træk og løfter nu sløret for de første artister.

Metropol Festival sørger igen i år for, at aalborgensere kan runde sommeren af med et brag sidste weekend i august.

Festivalen løber af stablen 24. og 25. august og foregår denne gang på Gammeltorv ved Budolfi Kirke, hvor der bliver to scener.

Og opskriften for de to dage er simpel: Gadefest, efterfest, gadefest, efterfest.

Emil Stabil lukker fredagens gadefest. Pr-foto

Fredag er der fokus på hip hop og urbane genrer, og det er lykkedes at hive to af de mest streamede nye danske artister forbi.

Rapperen ZK, der har storhittet med numre som "Zum Zum" og "Ca Ca", er at finde højt på plakaten. Han kommer til Aalborg med helt frisk materiale, som har features fra bl.a. Sivas.

Et andet af de helt store håb, Fouli, er også at finde til Metropol. Han har allerede millioner af streaminger med numrene "Mon Poto", ‘La Fami’ og ‘De Ved Godt’ og kommer til Aalborg lige inden det hele formentlig eksploderer for ham.

Som det helt store trækplaster den dag er Emil Stabil hentet ind til at lukke og slukke for fredagens gadefest med kæmpe hits som "Allerede Is" og "Er Det En Fugl".

Lørdagens fest fokuserer på elektronisk musik i alle mulige afskygninger. To af landets største succeser inden for trap og EDM er helt eksklusivt booket til Metropol: Ingen ringere end Nonsens kommer og lægger Gammeltorv ned med tung bas og hurtige trommer. Trioen, der har arbejdet sammen med verdensstjerner som MØ, Diplo og Major Lazer, tager turen helt fra Los Angeles for at være med i festen.

En anden national kæmpesucces inden for trap, nemlig Snavs, er også på programmet lørdag. Ud over at have enorme hits med numre som "Arena" og "Murda" skrev han også sidste år en eksklusiv kontrakt med pladeselskabet Spinnin’ Records, der bl.a. skød Tiësto til legendestatus.

På den anden scene lørdag er klubkongerne TooManyLeftHands igen i år værter for et brag af en fest med det turnerende koncept GADEFEST, hvor de selv spiller sammen med en masse inviterede artister.

Lørdagen rundes af med en stor efterfest på Studenterhuset. Til den er der hentet DJs ind i den internationale kaliber til at sikre den perfekte afslutning på årets festival.

Københavnske Courtesy, der for øjeblikket har gang i en karriere af MØ-lignende dimensioner og spiller på de største klubber i verden, er aftenens headliner.

Hun får blandt andre selskab af verdensstjernen Monki, der bliver fløjet ind fra London for at spille til Metropol Festivals final party.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...