Årets udgave af Nibe Festival bliver ikke til noget, hvis Folketingets partier beslutter sig for at følge de anbefalinger, som en ekspertgruppe fremlagde fredag

NIBE: Der bliver ikke nogen Nibe Festival 2021. I hvert fald ikke hvis politikerne retter sig efter de anbefalinger, som en ekspertgruppe lagde frem fredag - og som blandt andet spænder ben for festivaler med over 10.000 deltagere og med overnattende gæster.

- Nu ser det svært ud, for det kan jo ikke lade sig gøre med alle de regler for afstandskrav, opdeling af publikum og så videre. Langt de fleste af vores gæster overnatter på festivalen, og når vi tæller alle med - også de frivillige - er vi nærmere 20.000 end 10.000 om dagen på et relativt lille område.

- Vi kommer ikke til at lave en nedskaleret version af Nibe Festival, fastslår festivalleder Peter Møller Madsen, der dog understreger, at intet er afgjort endnu.

- Nu afventer vi politikernes reaktion, og vi håber selvfølgelig, at den kommer hurtigt, siger han.

En plan B i ærmet

Selvom det skulle ende med en aflysning af Nibe Festival, som vi kender den, betyder det ikke, at der bliver helt dødt i Nibe til sommer.

- Vi kommer til at lave et eller andet, og vi har nogle ideer, der er klar til at blive rullet ud, når vi ved, hvor meget vi må - og ikke må, siger Peter Møller Madsen, der ikke vil uddybe nærmere, end at “der bliver noget musik i et eller andet omfang”.

Hvis Nibe Festival 2021 ikke bliver til noget, vil det være andet år i træk, at Peter Møller Madsen må se en aflysning i øjnene. En aflysning af den festival, han har været en del af i 35 år. Heraf 17 som fuldtidsansat.

- Det er dødssygt, men det er sådan, det er. Det her er et problem, vi ikke selv har kontrol over. Men vi kan ikke bare sætte os hen i et hjørne og græde, selvom det skulle ske, at vi ikke må holde festival. Vi må op på hesten og videre.

- Og jeg kan garantere, at vi - uanset hvor det hele lander - kommer virkelig stærkt tilbage med den festival, vi kender. Det skylder vi vores mange tusinder gæster og frivillige, siger han.

Nibe Festival 2021 er programsat fra 30. juni til 3. juli. Festivalen har - sammen med en række andre festivaler - formuleret denne officielle reaktion på ekspertgruppens anbefalinger.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...