Young Audience Film Day holdes i Biffen Nordkraft. Arkivfoto: Jesper Thomasen

12-14 årige skal kåre bedste europæiske film

AALBORG: Young Audience Film Day er en årligt tilbagevendende festdag for europæisk film - og for et par tusinde 12-14-årige, som søndag 6. maj skal kåre årets bedste europæiske film, blandt tre nominerede titler.

Young Audience Award-arrangementet afvikles i Aalborg i Biffen Nordkraft og samtidigt i det meste af Europa - i 47 europæiske storbyer som London, Berlin, Amsterdam, Barcelona, Madrid og mange andre. Prisen uddeles for syvende gang i 2018.

Aalborg har efterhånden etableret sig som en af veteranerne, og repræsenterer Danmark for femte år i træk. Til selve dagen etableres en jury bestående af 75 nordjyder i alderen 12-14 år. Samtidigt med deres jævnaldrende i Europa skal de se og bedømme filmene Girl in flight (Italien/Schweiz), Hobbyhorse revolution (Finland) og Wallay (Frankrig/Burkina Faso/Qatar).

Det er Keld Mathiesen fra UCN, Center for Undervisningsmidler i Nordjylland, der står bag den danske deltagelse i filmfesten, og han ser frem til at lang og spændende søndag i biografens mørke for de inviterede børn og unge, der skal udgøre den danske jury.

- Vi har fået utrolig god respons fra de unge, som har udgjort juryen de tidligere år. Det er spændende at være en del af et stort europæisk fællesskab og samtidig får de mulighed for at opleve film, som de typisk ikke ville få set, hvis de ikke var med til at uddele Young Audience Award, siger Keld Mathiesen.

Young Audience Film Day arrangeres af Europæisk Film Association. Selve prisoverrækkelsen finder sted i Erfurt, Tyskland og streames direkte på nettet. Så når de unge i blandt andet Aalborg har afgivet deres stemmer, kan de slutte dagen af foran computeren og følge prisoverrækkelse på www.yaa.europeanfilmawards.eu

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...