Komikeren Michael McIntyre går på scenen i AKKC i morgen - med en noget speciel rider

AALBORG: Der er verdensstjerner, og så er der er verdensstjerner. I hvert fald, når det kommer til de såkaldte riders med mere eller mindre obskure krav til, hvad de vil spise, hvilke farver, der må være i backstagerummet, og hvordan scenen skal indrettes.

Og så er der de riders, der virkelig overrasker. Sådan en er Aalborg Kongres & Kultur Center netop blevet præsenteret for i forbindelse med at top-komikeren Michael McIntyre i morgen, mandag, er hovednavn til Aalborg Comedy Festival.

- Jeg erindrer aldrig at have oplevet noget i den stil før, siger pressechef i AKKC Susanne Kabel.

McIntyre har nemlig vist sig at være en ikke alene yderst samarbejdsvenlig, men også ydmyg mand uden de store armbevægelser.

- Før sommerferien talte jeg med vores scenetekniker og spurgte, om han havde hørt fra ham. Han kunne så fortælle, at McIntyres eneste tekniske krav var et bestemt stik, fordi han ville tage sin egen mikrofon med, fortæller hun.

Indretningen af scenerummet var der ingen krav til, og når det kommer til forplejning, må ønskerne også siges at være yderst beskedne.

- Han vil gerne have noget vand, en skål med isterning, et par håndklæder, et glas og fire gule bananer. Han er den mest minimalistiske verdensstjerne, jeg kan huske, vi har haft, siger Susanne Kabel med smil i stemmen.

Katrine Schousboe
Friskmalket, økologisk gedemælk var et af punkterne på sangerinden Shakiras liste, da hun spillede i Gigantium. Arkivfoto: Lars Pauli

Hun tilføjer, at McIntyres krav står noget i kontrast til, hvad hun ellers af og til bliver mødt med, når der er store events eller koncerter i kulturcentret. Tidligere har hun eksempelvis skullet skaffe friskmalket, økologisk gedemælk til sangerinden Shakira, mens Take That har stillet som krav, at de skulle have fire badekar med knust is, og rockbandet Kiss ville have serveret ganske voldsomme mængder af slik.

Det er dog nok den franske sangerinde Mireille Mathieu, der indtil videre tager prisen for mest absurde krav i AKKCs historie. Da hun for år siden besøgte Aalborghallen, blev det understreget, at hun ikke ville se farven grøn.

- Og med Kildeparken lige udenfor var det noget af en udfordring - også fordi vi har et stort maleri med grønt i kunstnerfoyeren, siger Susanne Kabel.

Kongres- og kulturcentret endte med at måtte både male og dække ting af for at kunne opfylde sangerindens krav.

Anderledes enkelt var det med sangeren Paul Simon, der spillede i Gigantium for et par år siden. Han medbragte selv det meste af en privat dagligstue.

- Engang himlede jeg lidt med øjnene, når der kom de her riders, men de senere år har jeg fået mere forståelse for nogle af ønskerne. For det er i stigende grad på turnéerne, at kunstnerne skal tjene penge, og det betyder, turnéerne er længere og længere, og det må være opslidende hele tiden at skulle forholde sig til ny steder og ting. Derfor kan jeg egentlig godt forstå, at man tager noget med, man holder af og også har ønsker til mad, siger hun.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...