Nordjyllands Politi var talstærkt til stede på Tove Ditlevsens Vej i Aalborg efter knivstikkeri 27. januar
Livet her

Fire sigtet for knivoverfald i Aalborg - alle har relationer til GT-gruppen

To er blevet varetægtsfængslet for at have stukket to andre mænd med kniv. To er løsladt, men er dog stadig sigtet

06. februar 2023 kl. 16:10

AALBORG: Fire mænd er blevet sigtet for et knivoverfald om eftermiddagen fredag 27. januar, hvor to mænd blev stukket foran en boligblok på Tove Ditlevsens Vej i Aalborg.

I første omgang jagtede politiet tre mistænkte, som de bad melde sig selv, ellers ville deres navn og billede ryge ud i pressen. I første omgang var der også kun en mand, der var blevet stukket med kniv.

Onsdag 1. februar meldte de tre mistænkte mænd sig så til politiet. En af dem blev samme dag varetægtsfængslet i fire uger, mens de to andre blev løsladt - dog stadig sigtet.

Som efterforskningen skred frem, fandt politiet så ud af, at der var en fjerde mistænkt og at der også var endnu et offer, fortæller politikommissær Kenneth Rodam.

Det andet offer har dog ikke haft interesse i at tale med politiet

Den fjerde mistænkte meldte også sig selv og blev varetægtsfængslet i fredags (3. februar).

Stridsøkse ikke begravet

De to mænd der er varetægtsfængslet er begge 20 år. De to løsladte er henholdsvis 22 og 26 år. De har alle fire relationer til den såkaldte GT-gruppen, der er en gruppering af kriminelle unge med base i og omkring Grønlands Torv.

GT-gruppen er den mest markante gruppering i Aalborg, og selvom der ikke er tale om en regulær bande med lederskab, officielt navn og mærke, så har de tætte bånd til rockergruppen Bandidos.

I to år har GT-gruppen været i konflikt med andre kriminelle unge i Aalborg - ofte kaldet London Netværket. Det er også politiet opfattelse, at det seneste knivstikkeri er en del af den gamle konflikt mellem personer fra de to grupper.

Der har ellers været en slags våbenhvile siden sommeren 2021, men alt tyder altså på, at stridsøksen ikke er lagt i graven.

Stik i ballen er ydmygende

De to mænd, der blev stukket med kniv er 24 og 26 år.  Ingen af dem kom alvorligt til skade, men begge mænd blev stukket i ballen.

Og det er ikke helt tilfældigt. Det bliver nemlig set som en ydmygelse at blive stukket i ballen.

Da konflikten mellem de kriminelle unge i Aalborg var på sit højeste, var der adskillige sammenstød fra starten af 2020 til sommeren 2021. Og flere gange resulterede det i knivstik i ballen.

Se også
Konflikt mellem kriminelle grupper blusset op igen: Der var noget, der skulle betales tilbage
Annonceret indhold

Nyeste