Vores klummeskribent Mette Goddiksen træner stort set hver dag - og hader det stadig

AALBORG: Jeg synes, jeg lugter af marsvinetis. Af godt gennemblødte spåner i bunden af buret. Det er blandt andet sådan, jeg ved, jeg er til træning.

Sådan lugter mit sved ikke normalt. Det må være mine syrlige følelser, min indre modstand og ugidelighed, kroppens protest, der trænger ud gennem huden. Sådan tænker jeg og forsøger at synkronisere min sprællemand med de andres uden at tisse for meget i mit til anledningen monterede Tena Lady – på pakken kaldet diskret - men jeg ved nu ikke, om det er. Diskret.

Jeg er 43, mor til tre, og min blære holder ikke længere tæt i højbelastningssituationer, f.eks. under sprællemænd eller burpees (service-info: Det er noget med at springe hurtigt op i luften og direkte ned i en armbøjning, ikke – som det lyder – en særligt pjusket humlebiart). Man burde sagsøge sine børn for at have teet sig som vilde rockstjerner i organhotellet. Men netop fordi jeg er 43 og over gennemsnitsalderen i den træningssal, så skal det ikke hedde sig, jeg er gammel og svag. Og som en lille, rød hoptimist fjedrer jeg rundt og yder, til det sortner for øjnene.

- Er I i live eller hvad? Giv den max gas, kæmp, fight!!! Som træneren med seje tatoos råber. De er altid så glade og gearede, de trænere. Det er meget svært at begribe.

Og vi er i live. Faktisk er jeg mere bevidst end nogensinde om, at jeg er i live, og jeg jo hvert minut rykker tættere på min egen død. Hvilket lige nu ville virke som et okay alternativ.

Jeg prøver at synkronisere arme og ben, men det går sådan lidt lala. Jeg er højre-venstre-blind, så hver gang jeg skal finde venstre, så skal jeg visualisere min barndoms gymnastiksal, hvor læren var skrap, og uret hang i venstre side. Den slags tankevirksomhed er der ikke tid til her, så jeg render afmægtig rundt som sådan en slags menneskelig radiobil.

- Frem, frem – klap i hænderne, brøler den tatoverede, begejstrede pisk.

Jeg har det meget svært ved alt det her brøleri og klapperi uden for festivalpladser. Og bliver decideret angst, når folk spæner hen imod mig med hånden klar til highfives.

Jeg har derfor udviklet overlevelsesstrategier, så jeg ikke virker sur og uengageret over for mine trænings-fæller: Er uofficiel danmarksmester i at mime fitness-brøl og klap: Kan simpelthen stoppe hænderne én milimeter fra, der lyder en klaskelyd. Og min drøbel kan piske frem og tilbage, uden der kommer en eneste lyd ud – akkurat som under salmesang i kirken. Jeg kan som regel også undvige en highfive ved pludselig at få øje på noget et andet sted i træningssalen, så jeg overhovedet ikke bemærker den løftede hånd – en fugl, helikopter eller noget. Skide snedigt, ikke? For det meste, ja. Andre gange trænges jeg op i en krog og må af ren og skær høflighed løfte hånden, der som en stor, frossen svinekotelet rammer modtagerens. Hånden føles bagefter som en fugleunge, der er blevet løftet op i reden af et velmenende menneske: Den lugter fremmed og hører ligesom ikke længere til som vedhæng på min arm.

Nogle timer sker det værst tænkelige: Vi skal gå sammen to og to. Jeg skal dermed røre ved fremmede mennesker. Løbe om kap med dem som to glade labradorer. Eller holde deres ben. Det er ikke rart for nogen af os. Jeg lugter jo af marsvinetis, og så er jeg genert, selvom du måske ikke tror på det…

Afslutningsvist løber vi op og ned ad 12 etagers trapper og laver ”The Hundred”: 100 armbøjninger. Omkring nr. 70 ligner jeg Dracula, der – hvid i hovedet og med fæle sager i mundvigene – løfter sig op af sin kiste.

Måske tænker du, at jeg bare er nybegynder – og at jeg pludselig ser lyset, kommer over muren slet ikke kan få nok af den lækre motion. Tror det ikke. Jeg har trænet stort set hver dag i ti år, enten på hold eller ensomme løbeture. Jeg kommer aldrig over muren. Hader stadig hvert sekund. Venter stadig på, det dér runners high sker for mig.

Så hvorfor ikke bare blive hjemme på sofaen og spise nougat? Fordi det på sigt er mere bøvlet med livsstilssygdomme. Fordi jeg er en kontormus, og vores krop er skabt til konstant bevægelse med mere end musehånden. Fordi jeg tænker bedre, når min krop er nogenlunde i god form og får de fleste idéer, når jeg er inde i min egen løbeboble.

Og det vigtigste: Fordi jeg ikke har rygrad til at sige nej tak til Guinness, skumnisser, tandsmør og mayo.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...