Katrine Schousboe
Den nye vuggestue, Springbrættet, bliver nabo til Fristedet.Foto: Claus Søndberg

Vi får flere børn, derfor er der brug for institutionspladser. Til maj åbner nye vuggestue

AALBORG: Der er stadig måneder til de første tumlinger rykker ind, men allerede nu kan du sætte dit barn på venteliste til den nye vuggestue Springbrættet.

Aalborgs nyeste institution åbner midt i maj på Thulevej som nabo til Fristedet.

- Børnetallet i Aalborg stiger i disse år, og vi spiller derfor på alle tangenter for at sikre pasning, siger rådmand Mai-Britt Iversen (S).

Vuggestuen får plads til 40 børn - de 20 begynder 14. maj, mens resten kan begynde institutionskarrieren efter sommerferien.

Placeringen på Thulevej er på ingen måde tilfældig. For dels er der behov for tilbud til de mindste børn i området, dels håber man, at en ny institution i fremtiden kan være med til at tiltrække flere elever til Seminarieskolen.

- Det er vigtigt for os i Aalborg Kommune, at børn kan blive passet i nærområdet, fordi det er vigtigt for folks familieliv, og fordi det er godt for overgangen mellem institution og skole, fortæller rådmanden.

Også i Hasseris er der planer om en ny institution inden for de næste par år. Her mangler man dog fortsat at finde den rette grund at bygge på.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...