Livet her

Flere planter, mindre kød?

Fortalt af klummeskribent Almedina Boskailo

21. februar 2018 kl. 08:24

KLUMME: Trenden der er kommet for at blive - at spise mere plantebaseret og undlade kød delvist eller helt!

Lanceringen af vegansk ’hakkekød’ er blevet en kæmpe succes, men det er tydeligt at se, at produktet deler vandene.

Det nye kødløse hakkekød, som er lavet af plantefars, der blandt andet består af hvede, mandler, karljohansvampe og ikke mindst af soja, kom i kølediskene landet over i januar. Siden er salget gået strygende.

Men selvom det veganske ’hakkekød’ har haft succes, har det også skabt en del debat, og ikke alle er lige entusiastiske omkring det.

Jeg har blandt andet en del i min omgangskreds (læs: oftest mænd), der mener, det er fjollet at kopiere et andet produkt. "Hvis man vil have kød, så køber man da kød og ikke en eller anden erstatning for det."

Men det er jo ikke det, det handler om. Det handler i bund og grund om, at der er flere og flere, som gerne vil leve mere miljø- og dyrevenligt, og som mest af alt vil skære ned på kødforbruget. Jeg har faktisk læst i en artikel et sted, at 40 procent af danskerne gerne vil spise mindre kød og vælger at have kødfrie dage. Det gælder også mig selv. Jeg spiser simpelthen alt for meget kød og vil også gerne skære ned, men på samme tid vil jeg også gerne gøre mit for at "redde miljøet". Jeg vil gerne trække spisekortet i en grønnere og mere klimavenlig retning, derfor siger jeg GO til alle nye alternativer. Jeg har dog altid følt, at den største udfordring er, at finde erstatninger til at komme i retten i stedet for kød - for mig virker det naturligt, at køddiskene skal have kødalternativer. Der skabes en ny madkultur, og man kan ikke komme udenom, at 2018 er året, hvor plantefars og veganske produkter for alvor ryger ned i indkøbskurvene. Jeg er slet ikke skeptisk, men optimistisk og entusiastisk.

Hvis man undrer sig over, hvad den nye hakkede plantefars er eller bare har levet under jorden de sidste par måneder, så kommer det til at ligge i køledisken ved siden af det hakkede oksekød. Det vil kunne bruges til nogenlunde det samme som almindeligt hakket oksekød: hakkebøffer, spaghetti med kødsovs, lasagne og andet i samme stil. Jeg har prøvesmagt den hakkede fars i blandt andet spaghetti bolognese samt i lasagne. Her er det virkelig svært at smage sig frem til, at det IKKE er kød, man spiser. Hvis man bruger det til kødsovs eller lasagne og sammensætter det med andre ingredienser, kommer det mere til sin ret end som hakkebøf, vil jeg tro. Det er stadig plantebaseret, så det kommer aldrig til at være helt som hakkekød. Men jeg synes, det er meget tæt på.

Annonceret indhold

Nyeste