Ni markeder bliver til to større - det giver plads til nye events i Nordkraft

AALBORG: I otte år har den første lørdag i måneden stået på Fødevaremarked i Kedelhallen. Men fra nytår er det slut.

De ni månedlige markeder bliver fremover reduceret til to større, årlige markeder i henholdsvis april og oktober.

- Fødevaremarked i Nordkraft står fra årets udgang uden en fast ekstern arrangør. Derfor overtager Nordkraft Event den rolle fra 2019. Vi lægger kræfterne i to større markeder, hvor man vil kunne møde de velkendte forhandlere fra Fødevaremarkedet og derudover en række nye forhandlere fra hele Nordjylland. Til hvert marked vil der være et tema, som hænger sammen med årstiden, siger Mads Bang Pedersen, som er ledende koordinator i Nordkraft Event.

Publikum kan allerede nu sætte kryds i kalenderen lørdag 6. april, som bliver det første marked i 2019. Denne dag planlægger Nordkraft Event et stort påske-fødevaremarked.

Mads Bang Pedersen fortæller desuden, at Nordkraft Event nu har en række ledige datoer, som er oplagte til nye markeder i 2019:

- Vi har flere meget velfungerende markeder i Kedelhallen – de fortsætter som planlagt. Og med færre fødevaremarkeder, er der samtidig blevet en række lørdage ledige i 2019. Derfor er vi interesserede i at byde nye markeder indenfor i den rustikke Kedelhal til næste år.

Man vil fortsat kunne møde faste forhandlere på de nye markeder - men flere forhandlere vil også komme til, lover arrangørerne. Foto: Nordkraft Event
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...