Rikke Høgh har fingeren på pulsen, når det gælder både boligindretning og økologiske hudplejeprodukter. Mød hende her

AALBORG: Rikke Høgh er indehaver af Høgh Interieur og står også bag skønhedsklinikken- og butikken Botanicus, der ligger i Mølleå i forbindelse med designshoppen. Rikke Høgh er 48 år og gift med Lars, som driver Høgh Møbler. Parret bor i midtbyen med og har datteren Olivia og sønnen Lasse

Hvis jeg siger Aalborg, hvad får det så dig til at tænke på?

Jeg elsker virkelig Aalborg, og det har jeg altid gjort - jeg er en Aalborg-pige helt ind til benet. Så ”kærlighed” er nok det simple svar på hvad jeg tænker, når du siger Aalborg.

Hvilke steder betyder noget særligt for dig i Aalborg?

Der som sådan ikke et bestemt sted, der betyder mere for mig end andre, da jeg som sagt har en kæmpe kærlighed til byen, og de mange forskellige skønne steder den har at byde på. Skulle jeg dog nævne et bestemt sted må det være klostertorvet ved Klosterkirken - der blev jeg gift med min mand Lars, så der er lidt mere kærlighed dér end andre steder.

Susanne Justsen
- Jeg tror på, at man i mødet med udfordringer i sin virksomhed, har to valg: innover eller giv op - og jeg føler absolut mest for at innovere, siger Rikke Høgh. Foto: Claus Søndberg

Hvilke personer i Aalborg betyder noget særligt for dig?

Jeg har været rigtig privilegeret i den forstand, at jeg har haft og stadig har nogle utroligt gode mennesker i mit liv, både professionelt og privat. De har været der for mig på tidspunkter i mit liv, hvor en god og kærlig omgangskreds har været helt uundværlig, og det er jeg utroligt taknemmelig for.

Hvordan er det at drive forretning i Aalborg?

Det kan være en fest! Folk i Aalborg er ret gode til at gå all-in på ting, der er lidt sjove, skæve finurlige eller anderledes. Det kan dog også være en forbandelse i forhold til f.eks. mærkevarer, hvor der er stor konkurrence på priser/rabatter, specielt fra departementstores som Magasin, Salling, Bahne og diverse internetbutikker. På det punkt kan det være en stor udfordring at være en mindre detailbutik på lige netop dette marked. Men heldigvis er jeg altid klar på en udfordring.

Susanne Justsen
Rikke Høgh drømmer om at blive bedre til at sortere de ting fra, der tager tid og kræfter uden at gavne. Foto: Claus Søndberg

Hvad gør du for at holde hjulene i gang under coronakrisen?

Jeg har altid haft gang i en masse projekter, store som små, men har ikke haft overskud til i lang tid at følge dem til dørs - derfor bruger jeg det denne ”pause”, corona har skabt, til at give mig hen til disse projekter, der alle gerne skal munde ud i, at både jeg og min virksomhed står så stærkt som muligt, når vi igen kan åbne op. Jeg tror på, at man i mødet med udfordringer i sin virksomhed, har to valg: innover eller giv op - og jeg føler absolut mest for at innovere.

Hvad er dine drømme for fremtiden?

Work smarter not harder. I fremtiden drømmer jeg om at være effektiv og sortere de ting fra, der fylder uden at gavne, i bund grund passe bedre på mig selv. Det lyder lidt meget af ”mig-mig-mig”, men hvis ikke man passer på sig selv og værner om sig selv, så kan man ikke være den bedste version af sig selv, og dermed kan man heller ikke give noget til andre, hverken på arbejdet, eller derhjemme. Derfor. Og så selvfølgelig også, at vi snarest muligt for lov at åbne op igen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...