Lev livet lidt ekstra - det er jo ferie, lyder opfordringen fra Beate Sørensen. Mød hende her

AALBORG: Beate Sørensen besøger danske øer denne sommer. Først skal hun til Samsø med sin kærestes familie, derefter tager parret videre til det sydfynske øhav, hvor de skal ø-hoppe lidt og sove i telt. 27-årige Beate Sørensen blev landskendt, da hun deltog i Den store bagedyst på DR1, og hun arbejder som frisør hos Deres Urban Klip.

Hvad er du mest stolt af ved at være fra Aalborg?

Uha et spørgsmål - jamen jeg synes, at den åbenhed, som rigtig mange aalborggensere har, er med til at gøre byen til noget særligt, og det er jeg meget stolt af.

Og så er her en mangfoldighed og atmosfære, som jeg også er glad for at være en del af.

Tina Larsen
Foto: Lars Pauli

Hvad viser du dine gæster, når de kommer til byen?

Fordi jeg er så ærke aalborggenser, som jeg nu engang er, så har jeg ikke mange venner uden for 9000.

Men hvis jeg fik nogle venner på besøg, som ikke kendte til Aalborg, ville jeg helt sikkert tage dem med på en streetart-walk. På den måde kommer vi godt rundt omkring i byen og forbi mange steder, som også har noget historie i sig.

Og så ville jeg nok også tage dem med på en gåtur nede langs havnen fra Musikkens Hus og hele vejen ned til Fjordbyen.

Vi ville nok også gøre et lille stop enten på Vestre Baadelaug til en bøfsandwich eller på den nye Streetfood.

Tina Larsen
Foto: Lars Pauli

Hvad er sommer for dig?

Sommer for mig er hammer-mange jordbær med fløde - ej, det er også kræmmermarked i Hals, ture til stranden eller aftensmad og fredagsfester i Karolinelund.

Det er også Grøn Koncert i Nørresundby og grill i Jomfru Ane Parken, alt sammen med de mennesker jeg holder allermest af.

Hvad er dine bedste sommerminder fra Aalborg?

Jeg har rigtig mange gode minder fra både fredagsfester i Karolinelund, Grøn Koncert og andre fester, som byen har holdt.

Jeg synes altid, det er fantastisk om sommeren, at jeg bor i en by, hvor man gør så meget for kulturlivet – det at der bliver holdt masser af koncerter både på havnen og i Karolinelund.

Der bliver lavet madmarkeder rundt omkring i byen, og hvis der har været EM eller VM i fodbold, har der været sat storskærm op - alt sammen for at samle menneskerne i byen.

Jeg elsker det!

Tina Larsen
Foto: Lars Pauli

Hvis du holder ferie her i byen, hvad vil du så lave?

Jeg har en uges ferie herhjemme i Aalborg, hvor jeg skal bruge noget tid sammen med min familie.

Og jeg tror også, at jeg skal rundt i nogle forskellige genbrugsforretninger og kigge efter møbler til vores nye hus.

Hvad er dit bedste sommertip til andre?

Jamen, jeg synes, man skal få det bedste ud af sin ferie uanset vejret.

Jeg synes, man skal nyde den tid, man har, og måske få gjort nogle ting som man ellers ikke får gjort i hverdagen.

Lev livet lidt ekstra, det er jo ferie.

Tina Larsen
Foto: Lars Pauli
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...