Hvorfor er det egentlig socialt acceptabelt at bruge makeup og hårfarve, mens botox er et no go, spørger vores klummeskribent Mette Goddiksen

KLUMME: Gennemsnitligt har en menneskekrop en hudoverflade på 1,5-2 kvadratmeter, altså hvad der svarer til et køle-fryseskab fra Gram. Det har jeg i hvert fald læst på nettet.

Når jeg ser mig selv i spejlet sådan en mandag morgen i januar, vil jeg umiddelbart sige, det er lavt sat. Bare i poserne under øjnene må der være mindst en halv kvadratmeter hud. Og medregnet kindposer og hageflapper, så skulle der være nok hud i mit ansigt til at betrække en topersoners sofa.

Oveni kommer rynkerne snigende. Eller mere poetisk: Årenes traktor pløjer mit ansigt og efterlader furer.

Slap a’. Det er bare alderstegn, og det er så smukt, når man kan se, at folk har levet, kan jeg høre de mest rav- og batikklædte sige opmuntrende. Selv har jeg lyst til at synge med i det kor, der hylder naturlig aldring – for andet er der jo ikke at gøre? Hmm. Men det er der faktisk her i 2021.

Man kan faktisk snyde lidt, i hvert fald når samfundet åbner igen. Man kunne jo lige få sig et skud botox i den værste coronabekymringsrynke og lidt restylane dér, hvor ungdommens saft er dampet af. Fristende er det at give efter, snyde lidt i køen og råbe af sine midaldrende lungers fulde kraft: Botox me up, Scotty!

Men i så fald ville jeg holde det hemmeligt. I min generation er den slags forlorenhed og forfængelighed forbundet med skam. Folk, der får botox, restylane eller kosmetiske operationer opfattes lidt på lige fod med sportsfolk, der doper sig. Puha. Sådan nogle snydepelse, synes de fleste. De skævvrider vores forhold til alt det højtbesungne naturlige, siger vi. Og så smider vi det evige argument: De, der med kemi og knive forskønner sig, er dårlige forbilleder for ungdommen!

Men apropos ungdommen, så tror jeg egentlig ikke, de i samme grad har den ældre generations forargelse/forskrækkelse over kemi og knive. Vi gamle fik tildelt et ansigt ved fødslen, og nu føler vi os tvunget til at gå med det, også selvom vi ikke synes, det ser fedt ud eller giver status i skolegården - lidt som mors hjemmestrik i barndommen. Unge ser mere deres medfødte udseende som vejledende, hørte jeg i en podcast. De ser det altså som legoklodser. Noget, man selv kan være med til at forme.

Interessant er det at dykke ned i argumenterne mod kosmetisk korrektion. Tillad mig at være den pyntesyge djævels advokat. Lad os lege lidt med de indgroede holdninger og give os selv lov til at springe over, hvor gærdet er lavest, da onde, dovne tunger faktisk påstår, at det er dumt at springe over, hvor det er højest:

Det er letkøbt at få hjælp af kemi og knive. Man skal selv kæmpe og gøre en indsats, hvis man vil være en bedre version af sig selv. Man skal svede, skrige og sulte, før man gør sig fortjent til den opgradering! OK, boomer… Men holder det argument vand i forhold til alle dem, der helt gratis fik tildelt naturlig skønhed og gode aldringsgener ved fødslen? Undersøgelser viser, at smukke mennesker på en lang række parametre får et lettere liv med f.eks. bedre job. De naturligt smukke har ikke kæmpet for de ekstra goder. De nyder godt af en herlig dåbsgave resten af livet, hvilket er helt okay.

Og hvorfor er det egentlig socialt acceptabelt at bruge makeup og hårfarve, mens botox er et no go? Det hele er snyd. Alle tre dele er kemi og camouflerer naturens gang.

Det er uretfærdigt og usolidarisk sådan at stikke af fra de andre på ens egen alder, fordi man har råd til et skud kemi. Måske. Omvendt er verden vel bare uretfærdig. Nogle kører Skoda Citigo, mens andre kører i en ny kæmpeslæde af en BMW. Nogle læser til læge uden at få grå hår over det, mens andre kæmper sig gennem folkeskolens afgangseksamen. Sådan er det bare.

Og endelig er det latterligt at gå så højt op i noget så overfladisk som hud. Yes, sir og sir-inder, men omvendt er følelsen af at blive ked af, at folk konstant bedømmer én som ældre og mere træt, end man er, jo ganske dybfølt og inderlig.

Desuden ville jeg søreme også overveje det, hvis der på et tidspunkt bliver muligt at få viden om f.eks. sjællandske landsbyer sprøjtet direkte ind i hjernen med et snuptag. Jeg får seriøst aldrig taget mig sammen til at studere det selv.

Og ja: Jeg ville egentlig helst leve i en verden, hvor udseende ikke betød så meget, og hvor vi ikke var biologisk og kulturelt programmerede til at hige efter ungdommens rosa glød og ansigtshud så stram som på en bongotromme. Hvor vi så hinandens ægte, indre skønhed, uanset hvor mange lag krøllet hud, heksehår og leverpletter, den skulle kæmpe sig igennem.

Men jeg er også så tilpas meget realist, pragmatiker, dulle eller kyniker (alt efter øjnene, der ser) til fortsat at overveje den sprøjte.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...