Forretningen åbner med 100 gratis bagels og lav pris på selv samme produkt hele åbningsugen

AALBORG: Der er travlt på Reberbansgade 13. I mere end et årti lå her en PC-forretning, men det er i dag svært at få øje på.

Mikael Steffensen har sammen med sine partnere og medarbejdere de seneste tre måneder knoklet for at få lokalerne tilpasset deres koncept i form af Byens Bagel.

Fredag 6. maj er forretningen klar til at slå dørene op, og det bliver med gratis bagels og gode priser.

- Hos os kan man få alt fra salater og kaffe til juice og shakes, men det er helt sikkert vores bagels, som vi er unikke på, siger indehaveren af Byens Bagel, Mikael Steffensen.

Frederik Marcus Overgaard
Byens Bagel er placeret på Reberbansgade 13. Foto: Frederik Overgaard

Brødet er udviklet over to år

Byens Bagel stammer fra Aarhus og er et fire år gammel koncept. For fire år siden var indehaveren godt klar over, at han skulle kredse for detaljen, hvis han skulle begå sig i madbranchen.

Han havde set, hvordan markedet for bagels boomede i det københavnske, og med en kone, der er uddannet kok, lå det lige til højrebenet for ham at starte en bagel-shop i Aarhus.

- Jeg har altid arbejdet med mad, og når du får chancen for at gøre noget, skal du gribe den, siger Mikael Steffensen.

- Vi skiller os ud på den måde, at alt i forretningen er hjemmelavet. Det gælder for alt lige fra de syltede rødløg til den hjemmelavede dressing.

Selvom det hele skal tilberedes i forretningen, så har han dog et hjertebarn blandt sine råvarer - nemlig brødet.

Frederik Marcus Overgaard
De kommende uger vil Mikael Steffensen være at finde bag baren i Aalborg for at give en hånd med og få medarbejderne godt fra start. Foto: Frederik Overgaard

For inden han og konen slog dørene op til Byens Bagel i Aarhus, havde makkerparret brugt mere end to år på at udvikle butikkens brød.

- Bagelsbrødets historie er lang og kringlet, men den er blevet kendt gennem det amerikanske køkken, fortæller Mikael Steffensen.

- Derfor allierede vi os undervejs med en gruppe amerikanere for at skabe den helt perfekte dej og brød til Byens Bagel.

Frederik Marcus Overgaard
Foto: Frederik Overgaard

Godt partnerskab har ført til Aalborg

Med gode råvarer og gode evner indenfor madkundskab var Mikael Steffensen på egen hånd godt stillet i arbejdet med at få sin forretning op at stå.

Men det er ikke alt, forklarer indehaveren selv.

For tre år siden fik han i sin Aarhus-forretning besøg af en kunde ved navn Mick. Han var imponeret over maden, og han var hurtig til at foreslå et bestemt lokale i Aalborg, hvis Mikael nogensinde drømte om at udvide.

I dag er Mick partner på projektet, og den uopfordrede idé fra den daværende kunde - og nu partner - er blevet realiseret med butikken på Reberbansgade.

- En ting er at have idéerne og evnerne til at føre et projekt som Byens Bagel ud i livet i Aarhus, siger Mikael Steffensen.

- Det er noget andet at bygge en større forretning op, og det kræver nogle andre evner og et godt partnerskab.

Det gode partnerskab har Mikael Steffensen og Mick fået, og det får aalborgenserne nu glæde af i deres jagt på bagels. Forretningen har udlovet 100 gratis bagels til butikkens 100 første kunder, og fra fredag 6. maj til fredag 13. maj er prisen på en bagel 25 kroner.

Frederik Marcus Overgaard
Normalprisen på en bagel er 65 kroner. I åbningsugen er prisen dog nede på 25 kroner. Foto: Frederik Overgaard
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...