Hun har 152.000 følgere på et af sine sociale medier, og den platform vil hun nu bruge til at gøre en forskel

AALBORG: Maymi Asgari er netop hjemvendt fra Qatar og satte for nylig kursen mod Viborg stadion for at lave tricks med en fodbold i fanzonen før kvindelandsholdets fodboldkamp mod Aserbajdsjan.

Hun har knapt 12.000 følgere på Instagram og 152.000 følgere på det sociale medie TikTok, mens hun har lagt ansigt til Adidas og Mino Danmark kampagner.

Den form for anerkendelse for sine evner har hun dog ikke altid mødt. Tværtimod.

Faktisk har det meste af hendes opvækst været præget af fordomme og stigma som følge af hendes køn, baggrund, tørklæde og religion. Derfor vil den nu 23-årige sociologistuderende med persiske rødder bruge sin platform til at gøre en forskel for minoriteterne i Danmark.

- Min familie har altid haft min ryg og lært mig, at jeg kommer til at møde mange forskellige mennesker, og uanset hvad jeg gør, får jeg aldrig alles accept, siger Maymi Asgari.

- Men vi har et generelt problem i Danmark, hvor fordomme gør livet og drømmene mere besværlige for minoriteter. Det har ikke forhindret mig i at opnå mine mål, men det har været en udfordring, og det vil jeg gerne være med til at forandre for andre.

Fanget mellem to verdener

Maymi er opvokset i Skovgårdsparken i Aarhus, der dengang blev betegnet som et ghettoområde. Mens familien altid gav hende opbakning og støtte til at jagte sine drømme og gøre, hvad hun ville, så var modtagelsen fra omverdenen en anden.

For på fodboldbanen, der egentlig skulle være hendes fristed, mødte hun fordomme, der næsten tog pusten fra hende. Oftest fandt det sted under udebanekampene, og selvom det kun var få tilfælde, var det episoder, hun ikke kunne glemme.

- Jeg overhørte blandt andet, hvordan en række etnisk danske forældre diskuterede, hvorvidt jeg var tvunget til at bære tørklæde, og at det var synd for mig, at jeg skulle bære tørklæde, siger Maymi Asgari.

Også blandt danskere med en anden etnisk herkomst end dansk blev der sat spørgsmålstegn ved, hvad en pige som hende lavede på en fodboldbane.

- Det var chokerende for mig at møde fordomme fra folk, der havde samme baggrund som mig selv. Jeg plejer at sige, at jeg har været fanget mellem to verdener.

Frederik Marcus Overgaard
Maymi Asgari tog fodbolden med sig fra fodboldbanen. Foto: Mads Nordvig Borup

Tom for ord

På trods af den store opbakning fra familien i hjemmet, begyndte fordommene og stigmatiseringen at sætte sine spor i psyken på den unge pige.

Det udmøntede sig i selvværdsproblemer, der gjorde den ellers så livs- og fodboldglade pige tavs.

- Fra otte-års alderen sagde jeg ikke et ord, mens jeg spillede fodbold i Brabrand, erindrer Maymi, der dog fandt modet til at tale igen i teenageårene.

Som hun blev ældre, blev der færre og færre piger med tørklæde i fodboldklubben. Til sidst var hun den eneste, og det fik hende til at trække sig fra klubfodbolden.

Men selve fodbolden var hun ikke færdig med, og derfor valgte hun fortsat at træne og udvikle sig på egen hånd.

- Jeg havde spillet meget streetfodbold med drengene, hvilket betød, at min tekniske formåen med fodbolden var markant bedre end andre pigers. Derfor holdt jeg fast i fodbolden og begyndte at freestyle og dele ud af det på Instagram i 2018.

Vil modbevise kritikerne

Den beslutning skulle vise sig at være den rigtige.

For karrieren på de sociale medier tog fart under pandemien, hvor hun ligesom så mange andre manglede noget at give sig til. I juni 2020 begyndte hun derfor at poste sine videoer på TikTok, og siden da er det gået fra 0 til 152.000 følgere.

- Jeg har haft alle odds imod mig ifølge de fordomme, som jeg har mødt, så grundlæggende handler min freestyle om at modbevise de fordomsfulde.

Sociologi det oplagte valg

Når Maymi ikke turneer med sin fodbold eller foredrag, har hun en normal hverdag i Aalborg, der går med klubfodbold i Aalborg Freja og et sociologistudie på Aalborg Universitet.

Uddannelsesvalget var en relativ nem beslutning.

- Jeg har nok altid haft et mere humanistisk drøm og formål med min tilværelse, siger Maymi.

Der er flere episoder fra freestylerens ungdom, som satte yderligere skub i tankerne om at læse sociologi.

Hun fremhæver blandt andet en episode, hvor det i Aarhus Kommune blev besluttet, at en række elever med anden etnisk herkomst end dansk skulle fordeles på forskellige gymnasier i Aarhus. Begrundelsen var, at det var for elevernes bedste, men det var en fejl, mener Maymi.

- Der var tale om elever, der i forvejen var ressourcesvage og demotiverede. Så nytter det ikke noget, at man sender dem ud på et gymnasie, der ligger langt væk fra deres bopæl. Der skal andre initiativer til.

- Der var en række mennesker, som var uddannede til at skulle træffe en masse beslutninger for andre, uden de havde den fornødne kendskab til befolkningsgruppens hverdag og livssituation. Derfor var det et oplagt område at kaste sig over for mig, da jeg har oplevet de her menneskers udfordring indefra og på egen krop.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...