Efter stor succes i foråret er der nu planlagt et nyt arrangement i det kommende år

AALBORG: Det var en stor succes, da forhindringsløbet Tough Trails løb af stablen 4. maj i år, og derfor får Aalborg endnu engang fornøjelsen af at være vært for det særegne motionsarrangement. Det er ligesom sidst eliteatleten Katja K. Christensen, der står i spidsen for arrangementet, og hun glæder sig over, at Tough Trails 2020 nu også er blevet en realitet.

- Jeg brænder rigtig meget for forhindringsløb, og jeg har altid ønsket, at der skulle komme forhindringsløb tilbage til Aalborg, fortæller Katja K. Christensen.

- Jeg er så glad for at det lykkedes i år, og det virkede også som om at folk var glade for arrangementet og gerne ville deltage igen, fortsætter hun.

Håber på flere nye tiltag

Det bliver både med gamle kendinge og forhåbentlig også helt nye forhindringer på programmet, når Tough Trails vender tilbage. Deltagerne kommer endnu engang til at kunne prøve kræfter med Tøjstativet, som de populære Løvens Hule iværksættere fra Shaping New Tomorrow har haft en finger med i spillet i at fremstille. Det er nemlig deres bukser, som deltagerne skal svinge sig i i stedet for at have direkte fat i stålrør som ved traditionel armgang.

Pauline Vink
Though Trails bliver både med gamle kendinge og forhåbentlig også helt nye forhindringer på programmet. Foto: Teis Markfoged

- Den forhindring kunne folk rigtig godt lide, så den kommer selvfølgelig igen, smiler Katja K. Christensen.

- Vi kommer også til at have vores signaturforhindring Våbenkammeret, som er en masse forskellige "våben", man går armgang i og klatrer igennem, fortsætte hun.

Katja K. Christensen og resten af holdet arbejder hårdt på at få en masse nye forhindringer og tiltag klar til 2020.

- Vi har ikke helt aftalerne på plads endnu, men vi håber på, at vi kan lave to løb næste år i stedet for et, hvor det andet løb kommer til at være en holdstafet. Det er dog stadig på tegnebrættet, fortæller Katja K. Christensen.

Derudover vil Katja K. Christensen også rigtig gerne lave en virksomhedsturnering, fordi hun fandt ud af, at der var interesse for det ved forårets arrangement. Hun påtænker blandt andet, at nogle af de samarbejdspartnere, der har været med til at bygge forhindringerne, kan være interesserede i at stille op med et hold.

- Hvis man nu har lyst til at teambuilde på en lidt anden måde, så er der rigtig meget samarbejde og i sådan et løb, fortæller Katja K. Christensen.

Tough Trails vender tilbage 2. maj 2020.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...