Fremvisning af fly, skydning og samtaler med soldaterne er blandt andet på programmet for dagen

Coronakrisen har ramt de unge hårdt. Over 55.000 unge er meldt ledige siden begyndelsen af marts. Dem vil Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og Hjemmeværnet gerne hjælpe i gang igen ved at invitere til særlige inspirationsdage i august.

På inspirationsdagene kan man få lov at snuse lidt til de mange spændende job- og uddannelsesmuligheder, som de tre myndigheder har at byde på.

- Planerne er pludselig blevet ændret for mange unge. Det samme er bevidstheden om, at vi lever i et samfund, hvor trusler pludselig kan banke på døren og ændre vores hverdag. Derfor håber jeg, at endnu flere unge vil vælge et af Forsvarets, Beredskabsstyrelsens eller Hjemmeværnets uddannelsestilbud eller job og muligheden for en karriere i vores spændende organisation, lyder det fra forsvarsminister, Trine Bramsen.

Inspirationsdagene udfolder sig syv steder i Danmark i løbet af august. I Nordjylland sker det torsdag d. 13. august på Flyvestation Aalborg, kl. 9-16.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...