Vores klummeskribent Mette Goddiksen insisterer på at ønske tillykke på de sociale medier

KLUMME: ”Gider ikke skrive fødselsdagshilsner til jer, som ikke selv gider”. Sådan skrev én af mine Facebook-venner pludselig.

Det virkede skørt. Det virkede ikke mindst tidskrævende:

For hvordan i alverden holder man styr på det? Ved at putte alle, der gratulerer, i alfabetisk orden i et Excel-ark, som man så kan tjekke, når det er deres tur til at have fødselsdag?

Det virker på en måde hurtigere bare at skrive ”Tillykke” til alle. Hov - vent. Jeg tager lige tid…

To sekunder kan jeg skrive det på + selvfølgelig tillægstid, hvis jeg skal fumle med at finde en passende emoji.

Jeg spurgte hende om praktikken – og jeg gengiver efter bedste beskub:

Når Facebook orienterer hende om dagens fødselsdage, så går hun simpelthen ind på deres profil, hvor man kan se de aktiviteter, man har haft med hinanden – for eksempel lykønskninger eller mangel på samme. Det er så her, fårene skilles fra bukkene. Det er her, prøven står, om man er kagemand eller mus – og om de har gjort sig fortjent til et digitalt hurra.

Misforstå mig ikke. Jeg kan vældig godt lide hende, og jeg forstår til dels godt hendes frustration over de her mennesker, der tager imod, men ikke giver tilbage. Jeg er også med på, det kan være stressende, at man på Facebook hver dag modtager notifikationer om dagens fødselarer. Før i tiden skulle man bare forholde sig til sin nærmeste familie og så dén, der havde kage med på job. Pludselig skal man til at forholde sig til, om man er på tillykke med en skoleveninde, man ikke har set i 30 år, den tidligere chef eller forsikringsmanden. Jeg tager mig selv i at gruble over, om folk måske synes, jeg er uncool, en fedterøv eller en stalker, fordi jeg gratulerer alle, hvis jeg husker det.

Og det gør jeg virkelig. Hvis jeg glemmer det, så kommer jeg som regel stærkt igen dagen efter, når folk skriver deres obligatoriske takketale, der når Oscar-agtige dimensioner: ”Af hjertet tak for de mange hilsner, jeg fik her på Facebook, på SMS, gennem opkald, brevduer, røgsignaler, bannere efter Cessna-fly, fra Livgarden og folk på søen”, som vi skriver. En lille tese, jeg har, er, at folk nævner hele rækken af kanaler, der er kommet hilsner igennem, fordi vi er bange for, én eller anden tæller fødselsdagshilsnerne på væggen, og der ikke er så mange. Det er jo lidt en popularitetskonkurrence med de der fødselsdagshilsner. Facebook gør både dine sejre og nederlag meget offentlige.

Vi vil jo for pokker så gerne ses og anerkendes af andre mennesker.

Nå. Men som sagt forstår jeg da godt, min Facebook-ven gerne vil trække en streg i sandet. Men jeg mener bare, det kan blive en meget omfattende opgave sådan at køre tand for en tand-taktikken. Det ender jo i grå hår og et gigantisk regneark, fordi man retfærdigvis også må notere, om de, der gratulerede, gjorde sig umage med en personlig hilsen, med at finde sjove emojis, rode efter ungdomsbilleder eller huske, du er vild med det her Tove Ditlevsen-digt – eller de bare kørte en standardudgave af ”tillykke”. Og ikke nok med det: Man bør vel også give point eller minuspoint i forhold til, om det falder folk let eller svært at skrive en original, kreativ hilsen. Jo sværere, man har det med at sætte ordene sammen – jo flere point. Eller man kunne lave et XY-diagram over, hvem der har meget fritid i forhold til, hvor meget tid de har brugt på din hilsen. Vi kunne også lave en lagkagemodel over alle venner: De grønne er dem, der er så nære, at man rettelig kan forvente en hilsen. De gule er wild cards. De røde er så kontakter, som du bliver glædeligt overrasket over at få en hilsen fra, fordi de egentlig ikke er tætte venner og ikke behøver sende dig en tanke. Rød kategori skal selvsagt have to point for præsteret hilsen.

Nej, vel? Det fineste, et mennesker kan være, er godtroende, som Hausgaard siger. Og jeg insisterer på, at alle mine FB-venner gerne vil gøre mig glad med en hilsen, men måske forhindres af travlhed, generthed, akut fingerlammelse, at de er knudemænd, et lokalt IT-nedbrud eller noget andet.

Og som en glad labrador vil jeg fortsat spunse rundt og sige tillykke i det omfang, jeg overhovedet magter.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...