Peter Kjeldgaard har taget springet som selvstændig

AALBORG: Husker du Peter Kjeldgaard fra tv-programmet Hells Kitchen, der kæmpede sig hele vejen til finalen? Nu har han taget et stort skridt og besluttet sig for at tage skridtet som selvstændig. Den 1. april bliver en kæmpe stor dag for Peter Kjeldgaard og kæresten Natazja Torp. Der starter de nemlig som forpagtere af Gjøl Kro. Men hvad er der sket siden Hells Kitchen?

- Der er sket forskellige ting. Vi har jo alle været ramt af coronanedlukningen, og jeg havde egentligt tænkt, at jeg skulle være køkkenchef i Frederikshavn. Men så gik jeg jo tænkte lidt dybere over tingene, og min mormor gik desværre bort. I mine samtaler med hende, blev jeg skubbet i retningen af at blive selvstændig. Så skete der så det, at Gjøl kro dukkede op, fortæller Peter Kjeldgaard til Camilla Gammelgaard i radioprogrammet Boulevarden på ANR.

Ud over den kommende åbning af kroen, venter der sig også en familieforøgelse. Der er nemlig en søn på vej i maj måned, og datteren fylder fire år til april.

- Min forlovede skal jo så på barsel, men der kommer naturligvis flere folk, der kan hjælpe mig. Så fra den 1. april åbner vi for take-away, og når vi så får lov til at åbne, vil vi jo være klar til gæster og selskaber, fortæller Peter Kjeldgaard.

Hvorfor valget faldt på Gjøl kro, er der en god forklaring på.

- Min mor har i de seneste år flere gang nævnt Gjøl Kro og sagt, at jeg skulle tage ud og se på den. Jeg havde egentligt tænkt, at det var noget gammelt lort, som jeg ikke skulle se. Men så havde vi lidt tid på grund af corona. Så vi kørte derud og blev forelskede ved første øjekast. Det ligger jo lige ned til vandet, og ligegyldigt hvor man kigger, er der udsigt til vandet, lyder det nyforelsket fra Peter Kjeldgaard.

Hvor finder man modet til at åbne et nyt spisested i en tid hvor alt er lukket ned, og vi ikke ved hvornår der bliver åbnet op igen for spisende gæster?

- Altså jeg er heller ikke typen, der går ud på en vej, og er bange for at blive kørt ned. Altså folk er så trætte af den her boble, og hvis vi ser på hvordan fok strømmede ud sidste gang, der blev åbnet op. Hvis vores forhåbning om, hvordan det kommer til at gå, holder, ja, så er det ikke noget problem. Selvfølgelig er det træls, hvis det lukker ned igen, men jeg er bare nået til det punkt, hvor vi hopper ud i det. Man kan også være en sådan skabs en, der aldrig kaster sig ud i noget. Nu gør vi det, og så må vi se, om det kan briste eller bære, lyder det modigt fra Peter Kjeldgaard.

- Det værste der kan ske, er, at vi kommer derfra med noget gæld. Men så må man jo bare finde sig et arbejde og betale af på den. Det skal jo ikke være en blokade for ens drømme, at man går og er nervøs for tingene. Man skal også bare kaste sig ud i det, og lige nu føler jeg bare, at det her er det rigtige skridt at tage i mit liv, slutter Peter Kjeldgaard.

Du kan læse mere om Peter Kjeldgaard og hans fortid som skidt fyr, lige her.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...