Fra fødsel til far

KLUMME: Det er tirsdag aften, kæresten er gået otte dage over terminsdatoen, og vi har indfundet os med, at hun to dage senere skal sættes i gang med fødslen. Derfor er vi gået i gang med at samle vores nye PAX-system skab fra IKEA. (Et dejligt projekt at starte på i fællesskab med en kæreste, der ikke selv kan styre sine følelser pga. hormoner). ”Den her bit passer ikke til skruen”, bliver der fortvivlet råbt, mens min gravide kæreste forsøger at berolige mig og fortælle, at man bare skifter bitten på skruemaskinen!

Projektet skrider fremad, men det er lidt hårdt, så min kæreste vil lige gå i køkkenet for at hente en øl til mig, mens jeg fortsætter min banden og svovlen over IKEA skabet. Pludselig råber hun kl. 21.30 ude fra køkkenet: ”Anders, vandet er gået – hent lige et håndklæde”. Først tror jeg egentlig, at hun laver sjov, men da det går op for mig, at hun ikke lyver, stiger panikken! Jeg farer rundt i huset for at lede efter den lap papir med nummeret til fødegangen. Min kæreste er mere rolig og finder den til mig, hvorefter jeg får ringet til fødegangen og siger: "Vi er på vej!" Jordemoren siger ret afslappet: ”Fald lige ned engang, der går mindst 18 timer til, at baby kommer her første gang, så hvis der noget, I gerne lige vil nå inden, I kommer, så kan I sagtens det.” Jeg lægger røret på og tænker, nå jamen så kan jeg da godt lige nå at blive færdig med det skab, inden vi kører, mens min kæreste går i bad.

Vi får pakket tingene ind i bilen, og alt er roligt, da vi kommer ind på fødegangen. Der bliver lyttet og mærket lidt, hvorefter vi får at vide, vi bare kan køre hjem igen og komme igen kl. 07.30! Umiddelbart synes jeg, det lyder som en god ide, men på vej hjem i bilen, starter det, jeg har valgt at kalde et "ve-helvede" af en anden verden. Hvorfor er man som mand ikke blevet advaret om de hjælpeløse timer, hvor man ikke kan gøre andet end bare at se til. Det var jo ikke til at få lukket et øje!

Kl. 03.00 siger min kæreste pludselig ”Aaarh det bliver en hjemmefødsel” – Og hvis der var panik første gang, så var den helt gal nu! Jeg når kun at tænke nej! Vi har lige fået nyt gulv på badeværelset, det dur ikke. Så jeg får pakket min kæreste ind bilen for anden gang og kommer afsted i en hulens fart! Denne gang får vi vores egen stue og en ny jordemoder. Klokken 04.00 fortsætter skrigene, og man kan høre, hvordan der også bliver skreget indefra de andre stuer. Veerne begynder så småt at komme hyppigere, og pludselig kommer jordemoderen med noget isvand, hvilket egentlig var meget sødt af hende, for jeg var faktisk blevet lidt tørstig.

Klokken bliver 05.45, og mine øjne er begyndt at hænge ret meget. Min kæreste er forsat i ve-helvede, og da jordemoderen endelig siger: ”Så er det ved at være nu”, slår det mig; ”SHIT – BILEN”. Der var kun én times parkering, så jeg får fremstammet, jeg er nødt til lige at gå 10 minutter, for jeg holder ulovligt parkeret! Jordemoderen mener ikke, at jeg skal nogen steder, men jeg har altså parkeringslicens til hele Aalborg midtby. Jordemoderen siger: ”Hvis det skal være på den måde, så kan du få en lap papir her, som du kan sætte i forruden”. På vej ned til bilen møder jeg flere kommende fædre ude på gangen, flere med ørepropper og sorte rande under øjnene. Vi lavede alle det anerkendende nik til hinanden, du ved det, som man laver, når man går med en indkøbsvogn og venter på at kæresten/konen fylder den op. 07.38 bliver min datter født! Og jeg begynder at græde. Jeg har endnu ikke fundet ud af, om det var af glæde over hun kom, eller om det i virkeligheden var over, at det hele endelig var overstået!

Nu er der gået fire uger, og hvordan er det så at være far?

Det ærlige svar er nok, at det faktisk ikke er gået helt op for mig endnu. Indtil videre ved jeg bare, at hun er sød, når hun sover og på grænsen til irriterende om natten. Og nå ja, så er jeg TRÆT! I lørdags var jeg ude for første gang siden fødslen, og det blev en rigtig god aften med drengene! Den var i hvert fald 01.00, før jeg lå i min seng. Gaaaab.