Simon og Søren har knoklet løs, og nu er de ved at være klar til at åbne deres nye restaurant i Løkkegade

AALBORG: - Der mangler lige at blive installeret et køkken og lavet mad, men vi åbner jo også først i morgen...

Der er efterhånden gået en måned, siden makkerparret Simon Kvist Bjerre og Søren Birch meldte ud, at de havde sagt deres job op som henholdsvis restaurant- og assisterende køkkenchef på Tabu. De ville starte deres eget, og siden har de to knoklet løs for at omdanne den tidligere Asien Grill til en hyggelig restaurant.

Camilla Gammelgaard
Makkerparret har ikke haft svært ved at blive enige om indretningen i restauranten, fortæller de. Foto: Kim Dahl

I morgen er de så klar til at byde de første gæster velkommen, og selvom der mangler en del her og der, så viser de to herrer ingen synlige tegn på stress. I stedet udtrykker de lettelse og forventningsfuld glæde over, at de endelig kan komme i gang med det, som de er bedst til; nemlig at lave mad og servere den.

– Vi har lavet det meste selv med hjælp fra familie og netværk, og det er fedt at vide, hvor hver en skrue sidder. Men nu er vi ved at have fået nok af at være håndværkere, smiler Søren Birch.

Der er kommet pladser til 20 spisende gæster, og de smadrede lyserøde rislamper er erstattet med hyggelige glødepærer. Alt er lavet om, og stilen er blevet mere rustik.

– Vi har satset på at ramme en overgang, hvor storbyen møder naturen. Så her er en urban stil, men der er også grønne vægge, forstenet træ som håndvaske, drivtømmer som garderobe og borde af træ, siger Simon Kvist Bjerre.

– Stilen kommer også til udtryk i maden, hvor vi satser rigtig meget på fisk, skaldyr og grøntsager, selvom der selvfølgelig også vil være lidt kød. Vores råvarer vil primært være lokale og økologiske, fortæller Søren Birch.

Camilla Gammelgaard
Badeværelserne er også lavet i en stil fyldt med naturlige vibes. Foto: Kim Dahl

Menukortet kommer til at byde på to forskellige menuer. En tastingmenu med 9 serveringer, hvis snacks og brød medregnes. Den er tiltænkt de gæster, som skal noget bagefter. For eksempel dem, der skal i Nordkraft eller Musikkens Hus, som jo ligger lige rundt om hjørnet.

– Det er ikke tilfældigt, at vi ligger herude. Vi vil gerne holde omkostningerne og priserne nede, og så er det blevet et fedt kvarter, hvor der sker rigtig meget, siger Simon Kvist Bjerre.

Man kan også få en sig en helaftensoplevelse på Alimentum med 14 serveringer alt i alt, hvis man vil have den store gastronomiske oplevelse og ikke har andre planer.

– Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang. Vi kommer til at lave mad og smage til hele natten. Køkkenet er ikke installeret endnu, men det skal nok nå at blive perfekt inden åbning, siger Søren Birch.

Camilla Gammelgaard
Simon og Søren glæder sig til åbningen. Foto: Kim Dahl

De to ser da også meget lyst på fremtiden og på deres makkerskab, for de klikkede hurtigt på deres tidligere arbejdsplads.

– Vi lærte hinanden at kende på Tabu, og vi var bare meget enige om måden, vi skulle gøre tingene på, siger Søren Birch, der ligesom Simon Kvist Bjerre, gik med en drøm i maven.

– Efter 15 år hvor du har lavet andres mad, så når du et punkt, hvor du gerne vil lave dit eget, og da chancen bød sig, kunne vi ikke sige nej, fortæller Søren Birch.

Der er fuldt booket på åbningsdagen, og generelt har folk været flittige til at få booket et bord hos Alimentum. Det glæder selvfølgelig de to restauratører, som ser meget frem til at komme i gang med deres eget gastronomiske eventyr.

Camilla Gammelgaard
De sidste forberedelser er i fuld gang. Foto: Kim Dahl
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...