Restriktioner er ændret for den kollektive transport

AALBORG: Frisører, tatovører og andre fra de liberale erhverv er igen i fuld gang. Men også i busser og tog er der ændringer i coronarestriktionerne fra og med i dag. For lige som resten af samfundet er den kollektive trafik på vej mod normalisering.

Det betyder konkret for dig, at alle sæder i busserne fra og med i dag, tirsdag 6. april, igen må tages i brug, og at der må stå passagerer på halvdelen af de ståpladser, bussen er godkendt til, skriver NT på sin hjemmeside.

I skolebusser må man køre med 100 procent kapacitet, mens den i tog fortsat er 50 procent.

Når du skal ind i bussen, er der også ændringer. Fordørene bliver igen åbnet, så du skal gå ind der og stå ud midt eller bag i bussen.

Du skal fortsat selv sørge for en billet før turen eller tjekke ind med kort ved påstigning. Du kan altså fortsat ikke købe eller få tjekket din billet ved chaufføren.

NT fortæller, at man løbende holder øje med passagertallene i busser og tog, sådan at der kan indsættes ekstra materiel, hvis der bliver behov for det.

Du skal i øvrigt huske, at det fortsat er et krav, at du har mundbind eller visir på, når du kører med kollektiv transport.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...