Iværksætterne fra Errant er ved at gøre deres forretning mere og mere bæredygtig. Privatfoto
Shopping

Fra ko til sko: Iværksættere fra Løvens Hule har fået en bæredygtig idé

Errant er klar med sneakers, hvor du kan spore skindet til den enkelte ko

05. september 2022 kl. 20:05

AALBORG: Det er noget af en nyhed, Errant er klar med: Skobrandet har netop præsenteret en bæredygtig udgave af deres populære sneakers, hvor man kan spore skindet til den enkelte ko. En ko, der har levet sit liv i en dansk besætning.

- Øjet, der ser på skoen, opdager det måske ikke lige, for skoen er stort set magen til en anden sko, den er bare blevet opgraderet. Det er lidt som at købe en ny bil, der ligner den gamle, men den har en større motor, siger Christian Fuglsang, der stiftede Errant sammen med Rasmus Lund og Mads Frederiksen for snart tre år siden.

Det er op til kunderne at beslutte, om de vælger skoene her fra det danske kvæg. Den er dyrere end den almindelige, da det koster mere at producere den. PR-foto

- Det er reelt set det det samme design og kvalitet, men skoen er produceret mere bæredygtigt end tidligere. Materialerne er af høj kvalitet og lavet ansvarligt, det ved vi, fordi vi kan spore deres oprindelse.

Og dermed er det op til kunderne at træffe beslutningen.

- Vores kunder skal tage et aktivt valg: Vil de gerne købe den her sko, fordi de ved, at skindet kommer fra dansk kvæg, siger Christian Fuglsang.

- Og det er et helt unikt valg, for indtil videre er vi et af de eneste skobrands herhjemme, der arbejder med sporbart læder.

For det handler netop om skindets oprindelse i samarbejdet med garveriet Spoor, der kort fortalt - forklarer sit arbejde sådan her: Alle dyrene øremærkes ved fødslen, og dette øremærke forbliver en del af huden helt, indtil den ankommer til Spoors garveri.

- Når vi arbejder med sporbart læder, kan vi følge det tilbage til det enkelte kvæg, uddyber Christian Fugksang.

- Dermed ved vi, at det kommer fra danske gårde, hvor kvæget har haft gode levevilkår.

Iværksætter-trioen fik Christian Arnstedt med som investor, da de deltog i tv-programmet Løvens Hule for et halvt år siden. Det har givet øget salg og opmærksomhed. PR-foto

Initiativet er det seneste i en række, der skal gøre Errant mere bæredygtig. Noget, der er blevet muligt, efter de fik en investering fra Christian Arnstedt i Løvens Hule tidligere i år, og som har givet øget salg og opmærksomhed.

- Nu har vi en mere sund forretning, og nu sørger vi for at blive endnu mere bæredygtige, end vi var i starten, siger Christian Fuglsang.

- Bæredygtighed er en grundsten i vores virksomhed, og jeg synes, det er mærkeligt, hvis ikke de fleste vil producere så bæredygtigt som muligt, siger han.

- Men vi tager et skridt ad gangen, for vi vil ikke gå på kompromis med vores levebrød. Vi har set eksempler på forretninger, der må lukke, fordi det går for stærkt. Det er ofte mere omkostningstungt at producere bæredygtigt.

De nye sneakers blev præsenteret på modeugen i København for nylig, og nu har de også fundet vej til butikken på Bredegade Torv samt Errants webshop.

Du kan læse mere errant.dk

Annonceret indhold

Nyeste