Frederik Schreiber har fundet opskriften på en god forretning

AALBORG: På Sofiendalsvej sidder Frederik Schreiber sammen med otte ansatte. De resterende 70 - 100 medarbejder sidder rundt omkring i hele verden. I dag er virksomheden Slipgate Ironworks er stor succes med et millionoverskud. Men for blot tre år siden var historien en helt anden.

- Der boede jeg på Nibevej i mors kælder efter at have været i spilbranchen i 7 år. Vi startede tilbage i 2010, hvor det gik rigtig godt. Jeg startede i en relativt sen alder, hvis man kigger på spilbranchen. Jeg var 25. Jeg troede dengang ikke, at det var muligt at lave spil i Danmark. Hvis man ville lave spil, skulle man kunne programmere og rejse til USA. I Danmark var der jo kun et firma, og det var IO Interactive, der havde succes med deres Hitman spil, lyder det fra Frederik Schreiber.

Frederik Schreiber startede med spiludviklingen sammen med nogle venner på nettet.

- Der snakkede vi om, at lave noget fedt. Vi fik en investor ombord og kom ud med spillet i 2013. Det blev en meget stor succes og tiltrak en masse opmærksomhed. Så skulle vi lave det helt store, vi skulle lave vores Hitman. Det spil var en meget turbulent rejse. Vi havde en masse talenter og en masse penge. Vi skulle lave det her spil der hed Bombshell, og det endte med at blive en kommerciel fiasko. Vi indså ikke, hvor meget det krævede, at markedsføre sådan et spil. Det modtog god kritik, men økonomisk fejlede det, fortæller Frederik Schreiber.

Spillet blev den store fiasko, og det endte med, at de skyldte en masse penge. Det sidste spil blev sendt på markedet tilbage i 2017, og Frederik Schreiber flyttede hjem i mors kælder.

- I de tre måneder jeg boede der, begyndte jeg at kigge efter nye samarbejdspartnere. Jeg fandt en meget stor udgiver i Østrig, som ville udgive spillet på alle platforme, hvis jeg ville starte et nyt firma, som kunne lave konsoludgaverne. Så tre måneder senere startede vi igen med et meget lille team. Firmaet i Østrig købte rettighederne, og vi fik opgaven med at lave det til flere forskellige spilplatforme. Så var der lidt penge i kassen, lyder det fra Frederik Schreiber.

Pengene og den nye opgave gjorde at Frederik Schreiber kunne flytte fra mors lejlighed og ind i egen lejlighed.

- Den nye virksomhed begyndte at tage form, og det første år lavede vi tre-fire forskellige konverteringer af andre spil. Lige så stille var der penge nok til, at vi kunne udvikle vores nye spil-idé. Vi lavede en pitch og normalt ville finde investorer til spillet. Men vi kunne godt se idéen i, at sælge idéen til spillet for en fast pris. Vi lavede en spilbar prototype for at vise, hvad vi kan. Normalt vil en spiludvikler have en del af gevinsten ved salget af spillet, men vi valgte at gå efter en fast pris i stedet for. Vores model gør, at investorerne som tager risikoen, også får gevinsten. Vi får vore faste pris og ved, hvad vi har at gøre med, fortæller Frederik Schreiber.

Modellen med den faste pris gør, at Frederik Schreiber altid ved, hvad han får på bundlinjen, når et spil skal laves. Hvert år sender de mange spil forslag ud til forskellige investorer, og det går rigtig godt.

- Sidste år havde vi 12 aktive projektor fordelt over spilkonverteringer, konsulentarbejde og så vores egne spil. Det går helt forrygende, griner Frederik Schreiber.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...