Manden bag Baco og Frederik Hector vil hjælpe iværksættere og firmaer med at drive en succesfuld forretning

AALBORG: Iværksætteri er moderne som aldrig før. Alle steder skyder nye firmaer op, men over halvdelen af dem lukker inden for de første par år.

Men det skal være slut nu, lyder det fra stifterne af det nye website Monetiz, der gennem korte videoer vil lære virksomheder alt det, de skal bruge for at drive en succesfuld forretning.

- Det kan være, man har problemer med sine regnskaber, salg eller med at finde de rigtige medarbejdere. Vi kan hjælpe med det hele, fortæller stifter og partner Frederik Kjaer i en pressemeddelelse.

Bag Monetiz står også serieiværksætteren Alexander Hyldgaard og investoren Andreas Knudsen.

Millionvirksomheder

I videoerne, som medlemmerne af websitet får adgang til, deler nogle af landets førende eksperter rundhåndet ud af den viden, der kan hjælpe både små og store virksomheder med mere salg og flottere tal på bundlinjen.

Blandt dem er Mads Andreas Olesen, der solgte sit firma Blue Energy for over 100 millioner kroner, og Joachim Latocha, som står bag skjortefirmaet Barons. Dem, som mange vil kende for at sige nej til det historisk høje bud på 15 millioner kroner fra Jesper Buch i Løvens Hule.

Frederik Kjaer lancerer nu et nyt, stort projekt. Sammen med serieiværksætteren Alexander Hyldgaard og investoren Andreas Knudsen står han bag websited Monetiz. Pr-foto

Kunne selv have brugt gode råd

Frederik Kjaer er i en alder af blot 24 år manden bag den succesfulde bagel-kæde Baco. Det har dog ikke altid kørt på skinner for den unge iværksætter.

- Jeg har kvajet mig noget så grusomt og stået med et ødelagt varelager og en stor gæld. Ikke fordi jeg er en idiot, men fordi jeg simpelthen ikke kendte nok til livet som iværksætter. Nu vil jeg gerne hjælpe andre med at undgå de fejl, jeg begik dengang. Jeg vil simpelthen gerne give dem en genvej til succes, siger han.

Monetiz går i luften i dag, 21 oktober.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...