Frederik Leicht Løwe står bag We Feat sammen med vennen Benjamin Hvid. Mød ham her

AALBORG: Frederik Leicht Løwe er født i Helsingør og opvokset i Skive, hvor karrieren i servicefaget begyndte på pizzeriaer, McDonald’s og Crazy Daisy. Han har også arbejdet på Restaurant SULT i København og hos Joe & The Juice, hvor han var med fra starten i Aalborg på Nytorv og senere i Friis. Han har desuden været med til at åbne Joe i Esbjerg, Herning, Silkeborg, Viborg og senere i Nice Lufthavn i Frankrig samt Spring Street i New York. Frederik Leicht Løwe bor i Godthåb med hustruen Catharina og sønnen Vincent på 2,5 år

Hvis jeg siger Aalborg, hvad får det så dig til at tænke på?

Sommer, nærvær, fantastiske minder, venskab, hjemme.

Hvilke steder betyder noget særligt for dig i Aalborg?

Der er efterhånden mange, men jeg elsker udsigten fra toppen af bakken ved Mølleparken, hyggen på Ulla Therkelsen, hvor jeg er kommet i mange år, og selvfølgelig We Feat på Boulevarden 12, hvor jeg har tilbragt utallige timer med fantastiske mennesker.

Susanne Justsen
- Det er en del af vores koncept at vise vores gæster, at sund mad sagtens kan smage super godt, og desuden er livet for kort til at spise noget, der ikke smager godt, siger Frederik Leicht Løwe. Foto Lars Pauli

Hvilke personer i Aalborg betyder noget særligt for dig?

Der er ret mange mennesker, der har gjort stort indtryk på mig, men de som betyder allermest er min tidligere chef fra Joe og i dag gode ven og sparringspartner Jimmy Bach, mine bedste venner Marco Witt, Ardeshir Ebrahimi, Benjamin Lassen og Christian Volf, mine svigerforældre Suzanne Sand og Bjarne Poulsen, som også ejer Lene Bjerre Design i Nibe, og selvfølgelig mest af alle chefen derhjemme Catharina Sand og knægten Vincent Carl Sand Løwe, som er vores et og alt.

Hvordan er det at drive et spisested som We Feat i Aalborg?

Jamen det har selvfølgelig til tider været hårdt, og vi har været igennem meget på godt og ondt, men positivitet smitter heldigvis, og jeg vil sige, at alle vores fantastiske gæster har gjort det lettere, end det kunne have været. Nu er vi lidt et anderledes spisested end så mange andre, og aalborgenserne skulle i starten lige finde ud af, hvornår vi egentligt skulle bruges og til hvad, men det er min fornemmelse, at vi er landet lige netop, hvor vi gerne ville i folkets opfattelse og erindring, og så nyder jeg, at vi i branchen kan hjælpe hinanden, sparre med hinanden og støtte hinanden på kryds og tværs.

Hvad er dine drømme for fremtiden?

Jeg har store drømme og ambitioner for We Feat, og det har jeg haft fra starten.

Jeg vil gerne bygge noget stort og sætte mit aftryk i historien, for jeg elsker vækst, udvikling og at kunne gøre en forskel og hjælpe, hvor jeg kan. Vi i We Feat er af den overbevisning, at vi hjælper vores gæster til en bedre hverdag, og så gør vi jo, hvad vi kan for miljøet, da vi er 100% økologiske og går ind for bæredygtig emballage m.v., og det ønsker jeg at gøre i så stort et omfang som muligt.

Drømmen er at udbrede We Feat til resten af DK og videre ud over landets grænser. Jeg vil lave Europas største økologiske fastfoodkæde.

Hvad er din favorit på dit spisekort?

Al vores mad smager skide godt, for det er en del af vores koncept at vise vores gæster, at sund mad sagtens kan smage super godt, og desuden er livet for kort til at spise noget, der ikke smager godt, bare fordi det er sundt.

Men - vores Plant er altid min go-to - den er vegansk og smager fantastisk med alle komponenter. Man bliver mæt på en virkelig behagelig måde, og så elsker jeg tanken om at få alt, jeg skal i ét måltid, uden at spise kød og uden at belaste miljøet mere end højst nødvendigt.

Susanne Justsen
- Livet er for kort til at spise noget, der ikke smager godt, bare fordi det er sundt, mener Frederik Leicht Løwe. Foto Lars Pauli
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...