Frederikke Olsen er klar med både bubble waffles og bubble tea hos Fredes Lækkerier. Arkivfoto
Mad & Drikke

Fredes lækkerier vender tilbage til midtbyen

Se her, hvornår du kan nyde de hjemmebagte bubble waffles med et tvist

01. marts 2022 kl. 19:19

AALBORG: Nu har du snart mulighed for igen at nyde de populære bubble waffles fra Fredes Lækkerier. Det sker, når Frederikke Olsen vender tilbage til midtbyen med sin foodtruck, hvor du også finder masser af bubble tea.

Hun var her for første gang op til jul, og det gik så godt, at hun igen vender tilbage til pladsen foran Friis Shoppingcenter. Denne gang med flere nyheder på menukortet, hvor isen er den kendte fra Ryå.

- Jeg prøver hele tiden at nytænke konceptet. Målet er at skille sig ud fra andre, og så meget som overhovedet muligt er hjemmelavet. Så denne gang laver jeg selv dejen helt fra bunden, og jeg synes, den bliver mere sprød og har en flot gylden farve over det hele, siger Frederikke Olsen.

- Derudover laver jeg også selv mit krymmel og toppings, og blandt nyhederne denne gang er blandt andet brownie og popcorn vendt i karamel.

25-årige Frederikke Olsen har en drøm om, at Fredes Lækkerier på sigt kommer rundt i hele Nordjylland. Denne sommer finder du hende også i Hune ad flere omgange samt i eksempelvis Aars, Klarup og Suldrup enkelte dage.

- Jeg har i første omgang taget beslutningen, at foodtrucken er mit sommerprojekt. Nu kæmper jeg for det her - som er min store drøm - fra maj til oktober, siger hun.

- Og undervejs finder jeg ud af, om det skal udvides til flere måneder af året, hvor jeg også sælger kandiserede æbler, brændte mandler og churros.

Frederikke Olsen går især op i, at det skal være en god oplevelse at besøge hendes foodtruck på Gabels Torv.

- Jeg lægger stor vægt på service, og jeg kan også se, at mange af mine kunder kommer igen, siger hun.

- Og så er det vigtigt for mig, at Fredes Lækkerier skiller sig ud - og især bliver kendt for god kvalitet og at det er hjemmelavet.

Sin erfaring har Frederikke Olsen blandt andet fra mange års arbejde som restaurantchef hos Subway, og hun har også lavet mad i Fårup Sommerland, hvor fascinationen af bubble waffles i øvrigt begyndte.

Du finder Fredes Lækkerier på Gabels Torv foran Friis fra 15. til 22. maj. Derefter er datoerne 20.-26. juni samt 29. juli - 7. august.

Annonceret indhold

Nyeste