12-årige Freja Wittchen Nielsen glæder sig til Royal Run

AALBORG: Forventningen er ikke til at tage fejl af; mandag deltager 12-årige Freja Wittchen Nielsen i Royal Run, løbet der er med til at markere kronprins Frederiks 50 års fødselsdag.

Hun glæder sig til selve løbet, til at se kronprinsen - og til at opleve det hele med sin morfar, ikke mindst.

Freja Wittchen Nielsen og Keld Bonde stiller nemlig op som Team Freja og Morfar, når de løber milen målrettet supermotionister.

Og at løbe sammen betyder noget helt særligt for dem begge, det er hyggeligt, og det er deres fælles interesse.

Et hyggeligt løb

Det hele begyndte forrige år, da Keld Bonde skulle løbe DHL-stafetten. Han kalder sig selv "en fritidsløber, der jævnligt løber", og han spurgte Freja, om hun ville med. Det ville hun gerne, og siden har de løbet sammen, når tiden er til det.

- Det betyder rigtig meget, at jeg skal løbe med min morfar. Jeg er så glad for, at han skal med, siger Freja Wittchen Nielsen.

- Og det er hyggeligt, for vi snakker også, mens vi løber. Ellers kan det godt blive lidt kedeligt.

Keld Bonde er enig.

- Det er hyggeligt at løbe med mit barnebarn, og at Freja og jeg har en fælles interesse. Det skaber også nogle gode minder, noget vi har at tænke tilbage på og tale om, når vi bladrer i fotoalbummet.

Et kongeligt løb

For Freja Wittchen Nielsen betyder det også noget helt særligt, at det er Royal Run.

- Det er så fedt, jeg er mega fan af kongehuset. Jeg synes, at det er sejt, siger hun, der går i 5. klasse på Nørre Uttrup Skole.

- Det er spændende at følge med i, hvad de kongelige laver. Jeg kan godt lide kronprinsen.

De 1,6 kilometer langs havnefronten bekymrer hende ikke.

- For det meste kan jeg godt løbe fem kilometer. Og her skal man kun løbe ligeud, jeg kan ellers også godt lide at løbe i terræn. Det er mere udfordrende.

Et familieløb

At Team Freja og Morfar deltager, skyldes Frejas mor, Margrethe Poulsen.

- Jeg havde ønsket mig billetter til jul, og jeg havde ønsket, min morfar også skulle med, siger Freja Wittchen Nielsen.

Keld Bonde:

- Jeg havde ikke selv tænkt tanken om at deltage, så jeg er glad for, at Frejas mor gjorde.

Han er ikke i tvivl om sine forventninger.

- At vi får en god oplevelse og at det bliver en hyggelig dag, siger han.

- Det er jo kun en gang, vi fejrer kronprinsens 50 års fødselsdag. Og vi kan tænke tilbage på, at vi var der.

Freja Wittchen Nielsen deler forventninger til Royal Run, der i Aalborg har særligt fokus på børn, unge og bevægelse.

- Så jeg er spændt på, om kronprinsen måske har nogle af sine børn med. Dem vil jeg også gerne se, siger hun.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...