Nu kan du ikke længere benytte din p-licens til holde gratis på kommunens betalingspladser

AALBORG: Danmark er i gang med at lukke op igen efter coronakrisen, og i Aalborg har flere erhvervsdrivende bedt kommunen om at fjerne de midlertidige parkeringsordninger, så folk med ærinde i byen igen kan finde en parkeringsplads.

Det sker fra 2. juni, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

- Under nedlukningen, hvor mange arbejdede hjemmefra, blev der i Aalborg et stort pres på de tidsbegrænsede parkeringspladser med parkeringslicens tilladt, og der var knap så stor efterspørgsel på betalingspladserne. Derfor åbnede vi midlertidigt op for, at alle, der har købt en parkeringslicens, kunne bruge p-licensen på de kommunale betalingspladser uden yderligere betaling og tidsubegrænset. Den ordning ophører nu med virkning fra tirsdag 2. juni, siger afdelingsleder i by- og landskabsforvaltningen Mette Skamris Holm.

Konkret betyder det, at borgere i Aalborg, som er indehaver af en parkeringslicens, fra 2. juni ikke længere kan benytte parkeringslicensen til gratis parkering på kommunens betalingspladser. Parkeringslicensen gælder derfor fra 2. juni igen som vanligt, ved tidsbegrænset parkering, på de steder, hvor der er skiltet med ”P-licens gyldig”.

Samtidig genindføres tidsbegrænsningen på pladserne i Nørresundby, som under den midlertidige ordning tillod tidsubegrænset parkering.

Kommunen opfordrer samtidigt alle parkanter til at holde øje med skiltningen, og til kun at parkere, hvor det ifølge færdselsloven er lovligt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...