Jung får masser af airplay - til sommer kan du høre dem live

AALBORG: De er braget ind på musikscenen med numre som Jeg Skal Nok Vente og Hun Kommer Tilbage.

Til sommer kan indiepop-trio Jung sætte endnu en linje på visitkortet, når de debuterer på Nibe Festival.

Trioen, der består af Michael Hovmand på keyboard, Sigurd Boesen på guitar og Jonas Jung på vokal, er nemlig netop blevet tilføjet som det seneste navn på plakaten for festivalen 1.-4. juli.

Jung tog landet med storm i forsommeren 2019 da de lancerede singlen Jeg Skal Nok Vente. Nummeret, der oser af 80’er-indflydelse blandet med nutidig electro-rock, har en lyd, der på én gang føles velkendt, men samtidig formår at være helt sin egen.

Jungs anden single Hun Kommer Tilbage kom på gaden i september og fik masser af airplay på bl.a. de store landsdækkende kanaler P3 og P4 - samtidig var den også Ugens Uundgåelige.

Udover Jung har Nibe Festival allerede offentliggjort, at blandt andre Lukas Graham, Rasmus Seebach, Jonah Blacksmith og Jimilian spiller til sommerens festival.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...