Sidder du fast i sneen? Ikke noget problem i Nordjylland, hvor vi var gode til at hjælpe hinanden

AALBORG: Var du ude i trafikken i gårsdagens snestorm, så spottede du helt klart den enorme mængde forladte biler, der holdt parkeret i rabatter, midt på vejene og i grøftekanter.

På Hadsundvej i Vejgaard holdt onsdag aften ikke mindre end otte busser i urokkelig kø for at komme tilbage til garagen. Hvor mange af busserne, der sad helt fast i snedynger eller bare ikke kunne komme op ad "bakken" på grund af de glatte veje er usikkert - men vi tør godt gætte på mindst et par stykker.

Hoppede ud af bilen for at skubbe på

Flere steder kunne man også spotte biler, der midt på vejbanen pludselig sad fast sneen, men lige så mange steder kunne man spotte næstekærlige nordjyder, der trådte ud af deres biler, for at skubbe på og hjælpe andre bilister fri af sneen.

Og her til morgen er samtalen gået lystigt på redaktionen om vores egne oplevelser med fucking flinke (undskyld sproget) nordjyder, der var hjælpsomme og fulde af næstekærlighed. Dem vil vi selvfølgelig gerne dele med jer og forhåbentlig sprede lidt god stemning her i starten af december.

Blev indlogeret i gæsteværelse

En fortalte om sin far, der selvfølgelig ikke havde fået vinterdæk på bilen, og derfor valgte ikke at køre ud i det dårlige vejr. Men det betød også, at han var strandet i Thy, og derfor måtte finde et sted at overnatte. Han var imidlertid heldig, og fandt en familie, der havde plads til ham i gæsteværelset.

Frisk fyr med sneskovl

En anden fortalte, at de efter en køretur på fire kilometer, der normalt tager 10 minutter, men som endte med at tage halvanden time kørte fast på vej ind på en parkeringsplads. Gode råd var dyre, men heldigvis kom der en frisk ung mand forbi med en sneskovl. De kom fri, og den unge mand fortalte, at han har været rundt med sneskovlen hele eftermiddagen og aftenen, for at hjælpe bilister fri af sneen.

Fyldte bilen op og kørte sydpå

På stationen i Aalborg var en stor mængde mennesker strandet i mange timer, fordi al offentlig transport til og fra byen var indstillet. Her fulgtes totalt fremmede mennesker på café for at slå tiden ihjel, mens andre udvekslede kontaktinfo, så man kunne skiftes til at holde øje med de sparsomme informationer, mens andre fik varmen og stillet sulten.

Da en bil ankom for at køre sydpå valgte føreren ikke bare at hente sin egen kone som aftalt, men at spørge rundt, så bilen blev fyldt op med strandede togpassagerer som skulle samme vej.

Vil du dele din historie?

Har du også oplevet en fucking flink nordjyde under snestormen i går? Så del din oplevelse med os i kommentarfeltet på Facebook, så vi kan sprede endnu mere god karma!

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...