Trekanten får facelift og er i gang med at opføre en udendørs scene

AALBORG: Fuglen Føniks har for alvor slået sig ned og er godt i gang med at bygge rede i 9220 Aalborg Øst.

Man tror dårligt nok sine egne øjne, når man går en tur i området og ser på den helt utrolige og positive forvandling, som bydelen har gang i.

Det er en gang ansigtsløftning og plastikkirurgi på allerhøjeste niveau, og man skal måske snarere betegne områdets forvandling som en regulær genfødsel af dimensioner.

Der bruges nemlig milliard-beløb på bydels- og boligfornyelsen, som kort og godt er historisk i landsdelen, og man kan vist roligt slå fast, at der her er tale om en særdeles vellykket mission, som bl.a. har Himmerland Boligforening som bannerfører.

Trekanten Bibliotek & Kulturhus på Sebbersundvej er naturligvis med på vognen og genopstandelsesrejsen, og det ikoniske og folkekære hus har også selv gang i et facelift, der bl.a. omfatter etableringen af en udendørs scene i den østlige ende af komplekset ned mod Astrupstien.

En publikumsmagnet

Den 55-årige Michael Mansdotter er leder af Trekanten, og han lægger absolut ikke en dæmper på sin enorme begejstring over udviklingen og transformationen.

- Vi har været i gang med en større renovering af selve huset, og nu er vi i gang med opførelsen af en udendørs scene, som helt givet bliver en publikumsmagnet.

- Sceneområdet får plads til måske helt op til 500 til 600 tilskuere, oplyser Michael Mansdotter til aalborg:nu og tilføjer, at belysningen bliver et kapitel for sig.

Publikum får nemlig selv mulighed for via deres mobiltelefon at regulere belysningen og på den måde tilpasse lyset til en given optræden eller forestilling.

Scenen skal efter planen stå klar til brug i efteråret 2018.

Hele det omkringliggende område bliver som sagt renoveret og moderniseret efter alle kunstens regler, og den endelige regning for det samlede anlægsarbejde bliver på ca. 50 millioner kroner.

Finansieringen kommer fra en økonomisk pulje, som Realdania Fonden og Aalborg Kommune har puttet midler i.

Trendy og mondænt

Det er i øvrigt landskabsarkitekt Marianne Levinsen fra den københavnske tegnestue "Marianne Levinsen Landskab", der har tegnet bl.a. scenen og tilskuerpladserne foruden stiforbindelserne og byrummet på hver side af Humlebakken.

Marianne Levinsen fortæller også, at det er tegnestuen "Vandkunsten" i København, der har tegnet tunnelunderføringen under Humlebakken, og firmaet er således totalrådgivere på projektet.

Michael Mansdotter: - Jeg synes, at der er al mulig grund til at pakke al snak om ghetto i 9220 Aalborg Øst langt, langt væk.

- Udsagnet holder nemlig ikke én meter længere, og min opfordring er, at folk selv skal komme her ud til området og blive overbevist med egne øjne.

- Vi har gang i en storstilet koordineret indsats for at skabe et helt nyt bydelscentrum i Aalborg Øst, og vi er en masse gode kræfter, der er gået sammen om at løfte opgaven, påpeger han.

Michael Mansdotter gør afslutningsvis gældende, at han overhovedet ikke er "bleg" for at hæfte betegnelserne trendy og mondænt på det at bo og slå sig ned i 9220 Aalborg Øst.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...