Du kan gå på opdagelse blandt 60 stande i Nordkraft på lørdag

AALBORG: Novembermørket inviterer til selvforkælelse og hyggeshopping. Det kan også være, du er på jagt efter den helt rette gave til kæresten eller din mormor. Lige meget hvad, så kan du få dækket begge behov, når Neu på lørdag vender tilbage til Nordkraft.

Efter i knap to år at have ligget underdrejet på grund af corona, genopstår det populære håndværk- og designmarked i en juleudgave, hvor der i den grad bliver skruet op for hyggen i Kedelhallen.

Katrine Schousboe
Traditionen tro vil mange af varerne have et julet tvist eller være egnede som gaver. Foto: Anne Østenby

- Fælles for mange af standene vil være, at de har julevarer i en eller anden form med, forklarer Anne Østenby, der står bag Neu sammen med Line Agerbo.

Markedet kan på forhånd melde alt udsolgt, når det gælder antallet af stande. Ud af de knap 90 kunsthåndværkere, der har søgt om få lov at sælge deres varer, har arrangørerne udvalgt 60 til at være med. Det er så mange, der er plads til, hvis det også skal være rimelig plads til publikum.

For første gang er der en udenlandsk udstiller med i form af et tysk smykkemærke Statemode.

- Hun laver nogle håndlavede, anderledes ting, som vi bare ikke kunne stå for, forklarer Anne Østenby.

Katrine Schousboe
Det er knap to år siden, der sidst har været Neu i Nordkraft. Foto: Anne Østenby

Der vil også være andre, der sælger smykker, og derudover kan du finde stande med blandt andet keramik, læder, julepynt og trævarer - og så selvfølgelig masser af julestemning, lover de to.

Markedet åbner med julesange fra det lokale kor FlipDuBar kl. 10, og får du brug for en pause undervejs, er der kaffevogn og salg af brændte mandler uden for Nordkraft.

Hvad: Neu

Hvor: Kedelhallen, Nordkraft

Hvornår: Lørdag 13. november kl. 10-17

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...