Historisk museum åbner julebutik med gammeldags pynt

AALBORG: Julen er som bekendt hjerternes fest. Det er også her, vi svælger i nostalgi og traditioner.

Og det skriver Aalborg Historiske Museum sig ind i, når de snart er klar med årets julebutik. Her kan du glemme alt om moderne pynt i pangfarver og Last Christmas på repeat, her oser der nemlig af julestemning som i de gode, gamle dage med masser af gammeldags julepynt på hylderne.

- Vi har de helt klassiske kravlenisser, som alle kender, og som er lavet i mange forskellige motiver. De er blevet genoptrykt og er virkelig populære. De er præcis det, som folk forbinder med gammeldags nisser, fortæller museets butiksansvarlige, Mette Svenstrup i en pressemeddelelse.

Derudover kan du blandt andet finde glaskugler, glanspapir til flettede hjerter og flagguirlander til juletræet, men også ting som de klassiske julebukke af halm, gammeldags papjulekalendere og sprællemænd og Helligtrekongerlys. Noget af det mest populære er dog julekort med gammeldags motiv, englespil og så altså kravlenisserne, der blev udgivet første gang i 1947.

Brammings klassiske kravlenisser er utrolig populære, og det har de været det lige siden, de første kom frem i 1947. De er for mange indbegrebet af gammeldags jul. PR-foto

Køber man julepynt på museet, får man også noget andet, som ikke fås i almindelige butikker. Historien følger nemlig med udvalgte varer – for eksempel om julebukkene af halm og om Helligtrekongerlysene.

I det hele taget spiller stemningen fra gamle dage en stor rolle.

- Vi gør meget ud af at skabe den gammeldags julestemning. For eksempel hjælper gamle købmandsdiske med at skabe den helt særlige gammeldags julestemning, som folk elsker, siger Mette Svenstrup og fortsætter:

- Der er også pyntet op på gammeldags vis med traditionelt julepynt, og vi vil gerne give kunderne en oplevelse af at træde ind i en verden, hvor den gode, gamle jul stadig findes.

Og vi har de senere år været vilde med at mærke og opleve den gammeldags julestemning i museets butik. I november og december holder butik og museum derfor også åbent om mandagen, hvor der ellers normalt er lukket.

- Og så har vi udvidet, så julebutikken er blevet betydelig større end den plejer at være, fortæller Mette Svenstrup.

Julebutikken åbner mandag 2. november på museet i Algade. Åbningstiden vil frem til 30. november være mandag-lørdag kl. 10-17. Fra 1. og frem til 23. december er der åbent mandag-lørdag fra kl. 10-17.30.

Julebutikken har i år fået endnu mere plads. PR-foto
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...