Tøjbrandet fordoblede sit salg af modetøj til mænd sidste år

AALBORG: Her på aalborg:nu er vi vilde med gode nyheder, og vi klapper gerne af Shaping New Tomorrow, for det er simpelt hen en succes, der bare vokser sig større og større.

Tøjbrandet har netop offentliggjort, at salget blev fordoblet sidste år, og omsætningen runder vilde 200 millioner kroner.

I et år præget af corona og massive investeringer viser årsregnskabet 2019/20 for et af nyere tids hurtigst voksende danske herretøjsbrands en omsætningsvækst på 105 procent og et resultat før skat på 30,6 millioner kr. Det skriver Shaping New Tomorrow i en pressemeddelelse.

Også onlineforretningen på de udenlandske markeder er mere end fordoblet det seneste år, og med en ekstrem høj Returning Customer Rate (kunder der køber igen og igen) forventer den danske herretøjskomet stærk vækst det kommende år.

På linje med de udmeldte forventninger rundede omsætningen i Shaping New Tomorrow 200 millioner kroner, mens resultatet før skat voksede fem procent til 30,6 millioner kroner.

Fremgangen kom i et år med millioninvesteringer i butikker, nye bæredygtige kollektioner, flere medarbejdere og forberedelse af butiksåbninger i Tyskland i 2021.

- Vi fortsætter med at indfri vores vækstmål, og det er klart, at vi er tilfredse med udviklingen. Det har krævet blod og sved at holde den ønskede fremdrift i et historisk uforudsigeligt år, hvor vi faktisk overgår de forventninger, vi før har meldt ud, siger Kasper Ulrich, adm. direktør i Shaping New Tomorrow.

- Corona har naturligvis også ramt os, og vi må bare ydmygt takke vores ekstremt loyale kunder, som har hjulpet os med at holde skruen i vandet, og vores dedikerede medarbejdere, som konstant har fundet nye muligheder i et ekstremt år.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...