Fra Nordens Paris til Nordens vatikan - klummeskribent Niels Skovmand spørger, om en epoke er forbi

KLUMME: Jomfru Ane Gade, og området omkring den, skal ikke længere være med stripbarer. Sådan lyder meldingen fra kommunes bevillingsnævn, og dermed er dagene talte for erotisk dans i Gaden. Det gælder dog først, når de gældende bevillinger udløber i 2023 og 2025. Til den tid kan Gaden igen vende tilbage til sit jomfruelige udtryk med rendyrket druk og fest.

Er en epoke forbi? Eller ser vi en redning af Aalborgs berømte forlystelsesgade? Det er jo først indenfor de seneste år, stripklubberne fysisk har været til stede i selve Jomfru Ane Gade, indtil da har stederne pænt holdt sig lige udenfor.

Jeg har aldrig selv været den store fan af stripklubber. Har du aldrig været på en? Jo, det har jeg da. Men ud over en enkelt oplevelse på en stripklub i Los Angeles, hvor jeg blev imponeret over dansernes akrobatiske evner, har jeg endnu til gode at føle en decideret trang til selv at opsøge et sådant etablissement.

Specielt fordi det stort set kun kan ende med en seksuel frustration. Enten bliver man optændt af kødelige drifter uden mulighed for forløsende afslutning eller endnu værre; du oplever, at det neurale netværk og dine forplantningsorganer ikke kommunikerer som forventet og ender dermed med nysået tvivl om din seksualitet.

Men hvad så nu? Hvor skal klubberne nu åbne deres døre for gæster, der sætter pris på æggende dans? Kommer vi til at se Gøglerbåden åbne sine døre igen? Eller skal vi have gang i Nørresundby? Der kunne jo bygges en fin stripklub på Stigsborg Brygge. Med den nye cykel- og gangbro, der er på vej, kunne det jo garantere nogle tilfredsstillende trafiktal på broen. Samtidig har den allerede flere bud på oplagte navne. Syndens Bro, Broen Til Paradis eller Stripperstangen.

Vi kunne også få den kulturelle aktivitet delt lidt bedre ud. Egholm er naturligvis et godt bud. Det kunne give flere overfarter på Egholmfærgen, og skulle den tredje limfjordsforbindelse blive en realitet, og det ender med Egholmforbindelsen, så er der ekstra grund til en afkørselsrampe.

Det mest oplagte bud er dog Reberbansgade. Navnet minder i forvejen om forlystelsesgaden Reeperbahn i Hamborg, og dermed er forventningsafstemningen allerede på plads. Når Sygehus Nord en dag lukker dørene med sin daglige drift, er der fantastiske faciliter til et kæmpe forlystelseshus. Huset har endda allerede separate kabiner.

Da nyheden om restriktionerne på danseområdet først begyndte at sive, forlød det, at det var hele Aalborg, der skulle lide under de manglende bevillinger. Det er ikke tilfældet, så Aalborg er stadigvæk Nordens Paris.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...