
Gadens farver sat til vægs i Reberbansgade
Nyt gavlmaleri låner nuancerne fra de omkringliggende huse
AALBORG: Gule, lilla, grå og grønlige. Der er knald på farverne på den nymalede gavl i Reberbansgade ved Vægterstien.
Her har den amerikanske kunstner Augustine Kofie de seneste dage udsmykket hele enden af det hus, der støder op til stien.
- Jeg er ret tilfreds med, hvordan det er faldet ud. For faktisk var jeg på forhånd noget spændt, for det er den første gavl, jeg laver selvstændigt i meget lang tid. Jeg har ikke været i Europa i to år på grund af corona, så jeg skal lige i gang igen, fortæller han, mens han kigger op på de kulørte geometriske former, der er karakteristiske for hans malestil.

Augustine Kofie er selvlært. Graffitimaler gennem flere årtier i Los Angeles, men i dag et verdensnavn, når det gælder street art og gavlmalerier.
- Jeg føler mig helt hjemme her, det er jo, som da jeg malede graffiti, ler han og peger op mod togskinnerne, der krydser over Reberbansgade.
Ind imellem griber han en malerrulle og retter på noget, som vi andre bare har taget for en skygge. For egentlig er han færdig, men det skal stå snorlige.
- Nej, nu tror jeg altså, den er der. Jeg kunne egentlig godt lige rette lidt på det der, peger han mod venstre og går i stå.
- Men nej, nu må det vist være det. Ellers kan jeg bare blive ved.

Flere farver med alderen
Hans værk, som endnu ikke har fået et navn, er et virvar af linjer og geometriske former. Han har på forhånd lavet et stort researcharbejde ved hjælp af fotos af gaden og Google maps for at finde ud af, hvordan husene i Reberbansgade ligger i forhold til hinanden og hvilke linjer, de trækker op mod gavlen. Han har fra Los Angeles forsøgt at forholde sig til, hvordan man ser gavlen, når man sidder i toget, og når man går ind ad gyden og længere væk fra Reberbansgade.
- Der er en hel masser trekanter, når man kigger fra de forskellige steder. Dem har jeg så hentet ind i værket og udnyttet de fire vinduer i gavlen til at skabe nye linjer. Det er blevet en familie af trekanter, forklarer han.
Som street artist bruger Augustine Kofie helst jordfarver. Douchede toner, der ikke larmer for meget. Men de senere år har han dristet sig til at lade flere og flere farver tale.
- Det er noget, der sker i takt med, jeg bliver ældre, fortæller den 47-årige kunstner.
Det er noget med, at jeg hviler mere i det. Oprindelig var jeg meget optaget af, at mine gavlmalerier ikke skulle være pop i udtrykket, som meget grafitti er, derfor undgik jeg de stærke farver, lyder det.
LÆS OGSÅ: Amerikaner maler sin søn på væg i Aalborg

I Reberbansgade kom han også med planer om en farveskala i de velkendte jordtoner, men da først han stod ved gavlen, skulle der noget lidt andet til,
- Jeg synes, det nærmest bad om, at jeg trak farverne fra de omkringliggende huse lidt mere ind, så der er kommet mere smæk på, siger han med et skævt smil.
Linjer er hans ting, men han kan godt lide kontrasten mellem det helt stringente og det opblødte, så mens nogle af de geometriske figurer står helt skarpe i kanten, har andre fået strejf af spray i flere farver for at bløde linjerne op.

- Jeg sammenligner det nogen gang med den skratten eller knasende lyd, man hører på en gammel lp. Musikken bliver blødt op på samme måde, som kanterne gør her, siger han.
Med værket færdigt, kan han stige om bord i den store lift en sidste gang. For en god meters penge over det blå-hvide skilt, der siger Vægterstien, har han lavet et hvidligt felt. Med en spraydåse sætter han sit sidste touch - signaturen Kofie.
- Det er oprindeligt mit grafittinavn, men nu er det det, jeg hedder, forklarer han.
Gavlmaleriet i Reberbansgade er det seneste i Kirk Gallerys projekt kaldet Out in the Open. Det er syvende sæson, at galleriet inviterer en række af verdens store street art-kunstnere til byen for at udsmykke vægge og gavle.
