Mon ikke nogen skylder dig et påskeæg?

AALBORG: Solen skinner, blomsterne springer ud og alletiders store chokolade-højtid nærmer sig med hastige skridt. Uanset om du er til praline, flødeboller, marcipan, skum, lys eller mørk chokolade formet som æg, harer eller noget helt tredje, så kan jeg garantere dig for, at Aalborg har det, du leder efter.

Vi har selvfølgelig været på æggejagt i byen for at finde de helt store bestsellers, og så selvfølgelig også for at finde de største påskeæg, så man har noget at pejle sin bedre halvdel i retning af, når man lige føler, at man skal forkæles lidt og vil give et vink med en vognstang.

Så hold godt fast, og find din favorit herunder. Og køb den måske i lidt god tid, for alle byens chokoladehandlere er helt enige om, at påskedagene er de travleste af alle højtider.

Sarah Thun
Hos Frellsen Chokolade kan du både få knaldgult påskeskum, æsker med påskeæg og blandede kurve. Foto: Sarah Thun

"En sød tanke"-påskeægget

- eller værtindegave, snacky snack til dig selv eller din søster.

Hos Frellsen har de alverdens forskellige chokoladeæg i mange forskellige størrelser. Påsken er med længder den største højtid her i butikken, og den absolutte favorit er den klassiske kasse med seks marcipanæg for 125 kroner.

Vi smagte på et æg med lakrids. Den smager virkelig af lakrids, men på en lækker cremet måde og ikke så marcipan-agtigt.

Hvis de øvrige æg i pakken er lige så gode, så kan du roligt tage sådan en med til en sød veninde, der har brug for lidt kærlighed (chokolade). Æggene kan købes i løssalg til 20 kroner.

Skal du til gengæld fedte lidt for svigermor, din date eller lignende, så må du nok hoppe med på det store æg. Den er lavet af mørk chokolade, koster 500 kroner og er fyldt med forskellige chokolader.

Skal du bare have lidt til hyggen, så må du købe en påskeflødebolle eller gule skumpåskekyllinger. Nam-nam. De laver også store påskekurve med chokolade og vin eller kaffe.

Frellsen Chokolade, Algade 7, Østerågade 17 og Aalborg Storcenter

Sarah Thun
Hos Fru Ronne får du en ordentlig omgang chokolade i et spiseligt æg lavet af karamelliseret chokolade. Tror der stod "må ikke deles" på den. Foto: Sarah Thun

"Må ikke deles"-påskeægget

- Påskelækkerier til dig selv, eller i hvert fald som er svære at give væk.

Man dufter det med det samme, når man træder ind hos Fru Ronne. Der dufter af kvalitetstid med mig selv og en god flødebolle. Bestemt ikke af lækkerier, der skal deles ud af.

Vi smagte på deres påsketrøffel fra Thy. Den var gul udenpå og indeni havde den en stor kerne af lækker, blød saltkaramel. Helt klart en favorit her på redaktionen og måske også for dig, der ikke er såå vild med marcipan-æg?

Den har nemlig cirka samme størrelse og pris, nemlig bare 19 kroner. Det er altså et rent røverkøb.

Den store påskeskal er lavet af dulce-chokolade, og så er den fyldt med chokolader og en af de famøse påsketrøfler. Den koster 237 kroner, hvilket virkelig er i den billige ende for noget, der ser så lækkert ud.

Rygtet vil endda, at der kommer en endnu større skal, hvor en flødebolle også er en del af indholdet. Den tror jeg lige, vi skal bede om at få leveret.

Her kan du i øvrigt også få en påske-te og alverdens andre lækkerier.

Fru Ronne, Reberbansgade 1

Sarah Thun
Det her store påskeæg kan du købe på Kennedy Plads for 650 kroner. Foto: Sarah Thun

"Kan smelte alle hjerter"-påskeægget

- Hvis du skal gå all in med forkælelsen til en du rigtig godt kan lide.

Hos Aalborg Chokoladen ved de lige, hvordan de skal støbe et påskeæg - og en kæmpehare for den sags skyld. Her kan du få dine marcipanæg i både glutenfri, sukkerfri og økologiske versioner.

Marcipanægget er selvfølgelig også det store hit her. Du kan få alverdens forskellige varianter. Vi smagte på den med karamelliseret hvid chokoladeovertræk, og den var faktisk utrolig god af et marcipanæg at være.

De koster 23 kroner i løssalg, og det er altså tydeligt at smage, at der er masser af mandler i marcipanen. Ikke som de der påskeæg fra supermarkedet, hvor det hele bare smager af sukker.

Det vigtigste er selvfølgelig, hvilken påskechokolade, der er den største, dyreste og vildeste. Og her kan du altså roligt læse med, hvis du ikke ved, hvad du skal give kæresten, konen eller din søde mor.

For her får du en chokoladeskal i enten lys eller mørk chokolade fyldt med godter. Hele molevitten vejer 725 gram og du får den med til din hjertenskær for 650 kroner. Det er jo ikke billigt, men av min arm, hvor ser den altså god ud. Den skal nok smelte et hjerte eller to.

Pro tip: Hos Aalborg Chokoladen har de faktisk også en kæmpe stor chokoladehare i hvid chokolade. Så hvis du virkelig har dummet dig eller vil imponere på en anderledes måde - så stik da lige ind, og giv dem et bud.

De har nemlig kun en enkelt, men mon ikke den kan købes, hvis man vil det nok?

Aalborg Chokoladen, John F. Kennedys Plads 3A

Sarah Thun
Dips på den store glade chokoladekanin. Den vejer 3,25 kilo og kan formentlig købes, hvis man vil det nok. Foto: Sarah Thun
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...