Mette Goddiksen har altid fuld fart på - også i ferien ... hvad sker der mon, hvis vinterferien bliver en undtagelse

AALBORG: Hvad jeg har lyst til at lave i vinterferien: Sove, spise, læse og nyde en masse tid med ungerne i slow motion og nattøj. Bare se hinanden i øjnene og for en gangs skyld have tid at spilde på ingenting.

Engang gik der en prås op for mig i Zoo: Mine børn hyggede sig mere, hvis vi brugte en halv time på at snakke om en mariehøne, vi så på stien, end hvis vi stormede gennem ruten med alle de fede dyr: Løve, gorilla, elefant, giraf, ispause, sæl, klap en ged og så goodbye. De ville være sammen med mig, ville de. Og jeg behøvede ikke diske op med eksotiske dyr.

Alligevel er det sådan, at jeg kommer til at gøre følgende i vinterferien, hvis jeg ikke lige tager mig i agt: Piske rundt fra aktivitet til aktivitet, bage, have dårlig samvittighed over, vi ikke oplever nok kultur, spise ude, være i svømmeland og alle andre steder end i nuet. Videre, videre – nu skal vi dæleme presse enhver dråbe ud af tiden sammen. Wuhu. Det bliver hyl.

Men det gør det jo ikke rigtig - det bliver ikke hyl på den fede måde altså. For efter ferien vil jeg sidde tilbage på jobbet sådan lidt uforløst. Vi fik ikke rigtig indhentet det forsømte i familien, dykkede ikke helt ned i dybderne af alt det, vi savner til hverdag: Der var alt for meget larm og stress.

Jeg og andre forældre med samme brist gør det ikke af ond vilje - nærmest tværtimod. Vi kommer bare til at overkompensere. Det er ligesom værter, der i bedste mening løber rundt for at kreere en Michelin-stjerne-middag, fordi de er så glade for at se dig, men i virkeligheden ville det være bedre, hvis vedkommende smed fire pøller i en gryde vand og til gengæld havde tid til at snakke længe og dybt.

Jeg ved det godt alt sammen. Jeg lærer hver dag, men ting tager tid.

F.eks. til jul gør jeg rutinemæssigt det samme hvert år: Arrangerer sådan en julehyggedag for børnene, hvor vi skal lave marcipan… Og så kan vi da også lige bage lidt finskbrød, designe vores egne kravlenisser og bygge en gigantisk juledekoration med et selvbygget elektrisk tog, der tuttuuut drøner gennem stuen med selvsamme finskbrød på vognene… Hold kæft, det lyder fedt, synes vi. Hvordan er det nu man fifler med jævnstrøm og vekselstrøm?

Men der er stor forskel på teori og praksis, drømme og virkelighed. Hver eneste gang ender det med, børnene kommer op at skændes, dej flyver gennem luften, vi har smeltet chokolade i håret, og hverken bagværk eller stemningen får en grøn smiley - mildt sagt. Julelandsbyen når vi aldrig til. Børnene skumler og skuler. Jeg gør rent med mimrende martyrhage - min absolut mindst sympatiske sindstilstand, den indre Maude stikker sit grimme fjæs frem: Og her prøver man at gøre det bedste for jer... (jeg går op og lægger mig).

Det er underligt, jeg stadig hopper på den vogn. Jeg ved, hvor den kører hen, og man bliver rasende køresyg på vejen. Kloge mennesker har endda sat et begreb på min lidelse: FOMO, Fear Of Missing Out.

Det handler vel om, børnene er små i så kort tid, og der ikke for meget samvær at rutte med til daglig. For man skal jo nødig gå glip af noget.

Ellers skal man?

Engang tog jeg mine børn på henh. 1, 6 og 6 år med til Italien på camping alene og med bus. Og ja. Projektet steg mig over hovedet, men jeg kløede på og nægtede at kapitulere: Vandlandet skulle besøges minimum to gange om dagen, vi skulle ind på det lokale marked, i tivoli, på pizzeria og hen til stranden, legepladsen og isboden Og hallo: Der er faktisk klovne- og danseshow lige om lidt. Kom unger - det bliver skidesjovt, råbte jeg med voksende blodsprængninger i øjnene mere og mere påtaget begejstring.

Heldigvis er børn mere i kontakt med sig selv end voksne. Min ene datter, antennebarnet, der irriterende nok spejler sin mors stemning, før hun selv opfanger den, blev mere og mere genstridig og hys. Utaknemmelig, ville en stresset, træt voksen måske endda bedømme hendes reaktion.

Og her går man og gør alt muligt for dig! Hvad vil du så?

Hun ville egentlig gerne sidde i den noget asketiske campingvogn en hel dag og spille kort med mig.

Og ja: Det blev den hyggeligste, mest harmoniske dag på ferien.

Gud, hvor jeg håber, jeg husker det eksempel, inden jeg hanker op i konfettikanonen og starter partybussen.

I vinterferien vil vi have ro til at finde vores ben og hinanden igen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...