Gamerfesten præsenterer endnu flere aktiviteter end tidligere og et helt nyt område til de ældre gamere

AALBORG: Forberedelserne til det store gamer-event Geeks Gone Wild er i fuld gang, og allerede nu kan arrangørerne røbe, at det bliver med flere nyheder.

Ambitionerne bliver nemlig større og større i takt med, at arrangementet vokser.

- Til sidste event fik vi en række erfaringer, og dem har vi tænkt os at gøre brug af for at skabe det fedeste event indenfor gaming i Danmark i 2022, og som skal være for alle. Vi har nogle store drømme og målsætninger. Denne gang har vi en målsætning, der hedder 1400 LANdeltagere, 600 deltagere til fighting games og hele 5500 dagsgæster. Så set med danske briller bliver det et af de helt store gaming events, siger hovedarrangør Lasse Kjær i en pressemeddelelse.

- For at kunne imødekomme de målsætning her, så har vi igangsat en række initiativer, som skal gøre det så fedt som muligt for alle.

Geeks Gone Wild laver en helt ny satsning inden for fighting games, der indebærer populære klassikere såsom Tekken og Street Fighter.

Derudover bliver der lavet et nyt +18-område for at give det ældre publikum en intens og hyggelig gaming-oplevelse med fokus på hygge, det sociale samvær og en atmosfære, hvor der er plads til at koncentrere sig om sit spil. Bagefter kan man sidde i et loungeområde og hygge med kammeraterne og se nogle af de fede scene kampe i et område eksklusivt for de voksne, står der også i pressemeddelelsen.

Denne gang er messeområdet øget med næsten 50 procent siden sidste event, og der vil være aktiviteter i alle aspekter af gamingens verden, hvor både deltagere og besøgende kan være med.

Geeks Gone Wild finder sted 28. til 30. januar næste år i Gigantium, billetsalget er i gang.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...