Gejst i Fynsgade satser på genbrugstøj og friskbagt brød

AALBORG: En ide er god, indtil man får en bedre. Sådan synes mantraet at være i livsstilsbutikken Gejst i Fynsgade.

Butikken, der er et skønt sammensurium af retrofund og forskellige former kunsthåndværk tilsat en kaffebar, har haft hjemme i Øgadekvarteret i godt fire år. Fra starten har indehaver Sofie Ellegaard gjort en dyd ud af løbende at tilpasse konceptet efter både kunder og tidens tendenser.

Og nu er hun igen klar med en større omlægning af butikkens koncept. Ud er nemlig røget en populær kjolebytteordning på abonnement, og ind er kommet genbrugstøj i den bedre ende.

- Det er enklere på denne her måde. Tanken om kjolebytning på abonnement var fed, men i praksis var det svært. Folk stod ofte og spurgte, om de da ikke bare kunne købe kjolen i stedet for at skulle have abonnement, siger Sofie Ellegaard.

Katrine Schousboe
Gejst har eksisteret i godt fire år, og indehaver Sofie Ellegaard har flere gange justeret konceptet. Foto: Lars Pauli

Derfor har abonnementstanken måttet lade livet til fordel for stativer med second hand tøj i den bedre ende.

- Man kan komme med op til sine ti bedste items, så vurderer jeg det og vi finder en pris og så sætter jeg det til salg i kommission i fem uger. Hvis det bliver solgt deler vi lige over, hvis ikke får sælgeren det tilbage igen, forklarer hun om det nye koncept.

I butikkens bageste lokale er der masser af kunsthåndværk, smykker og keramik, og sådan bliver det ved med at være. Men en række tøjstativer vidner også om, at konceptet med genbrugstøj i kommission er i gang med at finde sin form. På bøjlerne hænger kjoler, kimonoer og andet godt fra en række bedre danske designere, for tøjet skal være godt for at blive accepteret i Gejst.

- Jeg tager ikke billige mærker som H&M, Vero Moda ind, men det behøver omvendt heller ikke være high-end, siger Sofie Ellegaard, mens en kunde lige kommer forbi for at se, om der skulle være kommet noget nyt på bøjlerne siden sidst.

Også i cafeen i forreste del af butikken er der nyheder på hylderne. Foreløbig kun tirsdage og fredage. Gejst har nemlig lavet et samarbejde med Surdejsbageren om at levere økologisk surdejsbrød i butikken et par gange om ugen.

Katrine Schousboe
I caféen vil der fremover være surdejsbrød på hylderne tirsdag og fredage. Foto: Lars Pauli

- Det er egentlig en tanke, jeg har gået med et stykke tid, og nu skulle det være, for jeg vil gerne kunne tilbyde folk, der køber en kop kaffe, at de også kan få en bolle til, siger hun.

Brødet er bagt på mel fra Aurion og indeholder gamle kornsorter som emmer og kamut.

- Det er simpelthen fantastisk. Det er brød med gods i, og det holder sig frisk rigtig længe, siger hun og tilføjer, at med brødsalg i lokalerne bliver der på pudsig vis også bundet en sløjfe.

- For mange år siden var der netop bageri her i lokalerne. I det, der i dag er vores prøverum, stod ovnene, og vi har fundet flere spor efter bageriet, da vi satte i stand. Det er da lidt sjovt, at vi på den måde vender tilbage til det oprindelige, fortæller hun.

Katrine Schousboe
Der har tidligere været bageri i lokalerne i Fynsgade, nu vender man i nogen grad tilbage til det oprindelige. Foto: Lars Pauli
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...