Vores klummeskribent Gittemarie Johansen slår et slag for brugt tøj

KLUMME: Jeg går primært i genbrugstøj.

Det gør jeg, fordi tøjproduktion kræver rigtig mange ressourcer og forurener rigtig meget, derfor ser jeg ikke nogen grund til at købe nyt, når der i forvejen er så meget lækkert tøj at bruge. Det er ikke kun planeten, som man hjælper, når man køber brugt, det er også rigtig godt for økonomien. Jeg har ikke købt tøj i en ”rigtig” forretning i fire år, så hver gang jeg ser, hvad nyt tøj koster, så er jeg ved at falde bagover. Jeg er vant til, at t-shirts koster en flad 10’er, at du nemt kan finde bukser og skjorter for 35 kroner, og at en fin kjole ikke behøver koste mere end to kopper kaffe. At købe brugt har hjulpet min økonomi vanvittig meget, og det er jo bare en fed bonus. Helt ærligt, hvem sagde, at bæredygtigt altid er så dyrt?

Dog løber man nogle gange ind i nogle sjove og mærkværdige situationer, når man køber brugt. Jeg er for eksempel rigtig stolt af min garderobe, og jeg elsker at udtrykke mig med mit tøj. Derfor elsker jeg også lige at gøre opmærksom på, at mit tøj er fra genbrug. Hvis nogen komplimenterer en kjole, jeg har på eller en ny frakke, så svarer jeg gerne med: ”tak, den er sgu købt i genneren til en flad halvtreller”. Det siger jeg, fordi jeg elsker, at man kan klæde sig på til alle lejligheder med brugt tøj, og jeg finder super meget glæde i det. Men det er ikke alle, som synes, at genbrugstøj er fantastisk. Når man køber tøj, så fokuserer man ofte på mærker, hvor det er købt, og hvad det har kostet. Der er meget signalværdi i at bruge mange penge på dyre mærker, og i nogle sammenhænge forbindes det postivt med at være velhavende, successfuld og sund. Faktisk virker det tit som om, at tøj ikke behøver være dyrt, det skal bare se dyrt ud. Derfor har jeg tit fået svaret, når jeg har sagt, at min tøj er fra genbrug: ”Nå ja, men det kan man jo ikke se, det behøver du ikke sige til nogen”.

Men her er jeg helt omvendt, og heldigvis er der flere og flere, som har det på samme måde. Jeg mener, at hvis man køber en dyr kjole fra et lækkert mærke, så er den på ingen måde flottere eller mere lækker end en kjole fra genbrug. Jeg vil endda gå skridtet i den anden retning og sige, at jeg synes, at det er smartere at købe brugt. Man opnår ingen prestige ved at gøre opmærksom på, at man har købt noget brugt, og det, synes jeg, er helt forkert. Jeg så gerne, at vi begyndte at hylde nogle andre vaner og nogle andre værdier end blot at spadsere ned i et stormagasin og bruge en halv husleje og bagefter rose hinanden for, hvad vi har købt. I sig selv så er prestige jo fuldstændig opdigtet, det er ikke noget, som findes i virkeligheden, det er noget, vi holder i live imellem hinanden. Jeg har naturligvis ikke tænkt at råbe i vilden sky, hvis en kammerat fortæller mig, at han har fået nogle lækre sko, men jeg er heller ikke hende, som vil være mest begejstret. Det er rigtigt svært at melde sig ud af mærke-ræset og ”bare” være ligeglad, vi bliver nemlig konstant påvirket af alt i vores omgivelser, så det kræver noget udholdenhed at hænge i. Jeg synes til gengæld, at det er det hele værd. Jeg vil gerne være med til at videregive nogle sundere, grønnere (og billigere) værdier, så jeg nævner altid lige, at mit tøj er brugt - måske er det på sigt med til at skubbe en forbrugermentalitet væk fra stormagasiner og masseproduktion og imod en lidt grønnere form for shopping.

Med fare for at være en kæmpe kliché så skal det til sidst bemærkes, at man ikke kan købe sig lykkelig med dyre mærkevarer - men måske kan man i en genbrugsbutik. Det må tiden vise.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...