Klummeskribent Mette Goddiksen ser nærmere på kommentarer mod #metoo

KLUMME: Da #metoo-lavinen begyndte at rulle i 2017, så tænkte jeg umiddelbart fair nok. Egentlig helt på sin plads og på tide, der endelig blev kastet lys over de her sleske mænd, der bruger magt for at få sex. Eller den stiltiende accept af, at kvinders krop er noget, man må kommentere og dytte på efter forgodtbefindende.

Opløftende var det også, at kvinder endelig stod frem i samlet flok og sagde fra, frem for – helt usolidarisk- bare at lukke øjnene, tænke på fædrelandet, levere lidt human flesh og få drømmejobbet foran dem, som var så blåøjede at tro, at et godt CV, vandkæmmet hår til samtalen og kompetencer var vejen frem.

Essensen er, at jeg er uendelig glad for, at mine tre piger – på grund af blandt andet #metoo – får et andet forhold til egne grænser, end min generation havde: Skræmmende er det jo, at jeg ikke kender en eneste kvinde på min egen alder, der ikke har oplevet enten voldtægt, voldtægtsforsøg, overfald eller seksuelle tilnærmelser og tilråb i den grove ende. Ikke én!

Men så var det, jeg begyndte at læse kommentarer rundt omkring på nettet og lyttede lidt på vandrørene - og til min forundring synes mange, at #metoo er noget klynk, ikke et kærkomment opgør med respektløse mennesker. Gramseri er ”et personalegode, en kompliment”, som de så vittigt påpeger.

Det giver mig lyst til lige at gennemgå listen over deres argumenter:

”Jamen, vil de der hysteriske kællinger da helt ødelægge magien og mystikken mellem kønnene?!”

Som ung oplevede jeg gang på gang, at den samme alfahan tog mig på røven. Jeg sagde ikke noget til det, prøvede blot at undgå charmetrolden. Jeg var en såkaldt sød pige, der ikke brød sig om at udstille ham eller få ham til at tabe ansigt ved at sige ærligt, hvad jeg mente om den sag. Det blev ikke til meget mere end et ”tihi – hold op med det” og så en væmmelse, jeg holdt for mig selv. Ville jo ikke være sippet. En dag stak han endda en finger direkte op i rævgaf på mig, som de siger i Sønderjylland. Så for at svare på spørgsmålet: Nej, det var ikke magisk for mig. Mystisk – måske. Men ikke på den hyggelige enhjørninge-måde.

Ansvaret er også hos mig og andre kvinder – jo det er. For der er egentlig ikke noget at sige til, nogle mænd bliver forvirrede, hvis de udelukkende møder kvinder, der tihi-er og ikke siger klart fra. For nogle mennesker er et vink med en vognstang (kvindens bange øjne, ubehag) ikke nok. De skal lige smaskes blidt i ansigtet med vognstangen med et ”fingrende væk, bette svin”.

”Arh pjat. Boys will be boys!”

Ja, ja. ”Boys will be boys”, som man blåstempler dårlig opførsel med. I #metoo-bevægelsen er det omformuleret til ”Boys will be…. held accountable for their actions”. Og hvem klynker i grunden over at skulle tage ansvar for sine handlinger? Ikke de rigtige mænd.

”Er det ikke bare en flok militante feministers klapjagt på uskyldige mænd?!”

Der vil altid være mennesker, der har svært ved at holde måde med tingene og finde en rimelig grænse. Det ses blandt andet i buffeter, hvor invitationen til selvbetjening for dem ender med ufattelige madbjerge, som de ikke kan gabe over. Så ja: Enkelte mænd er sikkert blevet uretfærdigt behandlet. Intet system eller koncept er komplet. Det ændrer dog ikke på, at #metoo – udover at have fældet nogle rigtig grimme karle – har givet kvinder en anden bevidsthed om at sige fra, ikke skærme nogle grænseoverskridende brølaber med tavshed.

”Jamen må en mand så slet ikke give en dame et kompliment mere?!”

Jo, naturligvis. Jeg lægger hovedet på blokken for, at ingen vil blive lagt i benlås eller blive ført bort i håndjern for at sige, en kvindes øjne er som skovsøer. Det er først, når du f.eks. forveksler andre menneskers bryster eller popo med frit tilgængelige pibedyr, at vi har balladen. Som stor teenager var jeg til en fest, hvor en omkring 30-årig fyr valgte at fortælle mig, han tændte på mig ved simpelthen at lægge sig oven på mig – lige der midt i festen – og lave samlejebevægelser.

Så lå jeg der – helt mast, ydmyget og hjælpeløs, mens festen fortsatte, fordi den slags jo ikke var usædvanligt. Well… Jeg vil gerne sige nej tak til den slags komplimenter på alle damers vegne. Og noter lige, hanløver: Det med skovsøerne er også en langt mere effektiv scoringsstrategi. Jeg har kendt allerflest dejlige mænd. Nogle af dem har endda haft en slags floklederfunktion og mulighed for at få pallevis af kærester. De var så stærke, de ikke behøvede jokke på kvinder for at føle sig mægtige.

Med andre ord: Gentlemen: Fortsæt som I plejer – I har intet at frygte fra #metoo-bevægelsen!

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...