Kirken har haft ekstra mange drop-in datoer i 2022, men nu er der kun tre tilbage

AALBORG: Hvis du vil giftes med din kæreste ved et drop-in bryllup i Vor Frue Kirke i Aalborg inden året 2022 går på hæld, så skal du ikke tøve alt for længe.

Der er nemlig kun tre datoer tilbage til drop-in bryllupper i år. Du kan vælge mellem 19. august, 26. august eller 30. september.

Passer ingen af datoerne ind i dine og din kærestes planer, er der dog ingen grund til at gå i panik.

- Vi ved, at drop-in bryllupperne er populære, og derfor har vi ekstra mange datoer i år. Men det er også sådan, at hvis folk ringer og beder om at blive gift på en anden dato end en af de officielle, så siger vi ja - bare det ikke er på lørdage, hvor de traditionelle bryllupper finder sted, siger sognepræst ved Vor Frue Kirke, Sophie Nordentoft.

Hun fortæller, at bryllupsritualet ved de populære drop-in bryllupper er det samme som til en almindelig vielse i kirken, men der er ikke en personlig tale til brudeparret.

Selve højtideligheden tager 20-25 minutter, og så er parret gift.

Inden vielsen skal brudeparret ligesom ved et almindeligt bryllup indsende en prøvelsesattest samt navn og adresse på to vidner.

Hverken for lidt eller for meget

- Mange brudepar synes, at det traditionelle kirkebryllup er for stort og for dyrt, mens det at gå på rådhuset omvendt er for lidt. De vil gerne have noget, der markerer kærligheden. Drop-in brylluppet er perfekt, fordi det kan skrues op og ned efter behov. Nogle kommer måske bare med deres forældre eller deres børn, og andre har inviteret 30 gæster med. Man kan gøre det helt som man vil, forklarer Sophie Nordentoft.

Hun beskriver drop-in brylluppet som mere uformelt men med alle de bedste elementer fra det traditionelle kirkebryllup.

- Vi har fået det twistet, så det passer til moderne mennesker, siger hun.

Baggrunden for drop-in bryllupperne er en kombination af efterspørgsel og utilfredshed med, at Folkekirken kun har haft én vare på hylden - altså én slags bryllup.

- Vi har ganske vist ikke i Folkekirken sagt, at et bryllup skal være med store buketter og tyl og limousiner ventende uden for døren, men det har fæstnet sig i folks bevidsthed, at sådan er et kirkebryllup. Og jeg tror ikke, at vi fra Folkekirkens side har gjort nok for at gøre op med den forståelse. Men det gør vi nu, siger Sophie Nordentoft.

Susanne Justsen
Sognepræst Sophie Nordentoft byder i år ekstra mange velkommen til drop-in bryllup i Vor Frue Kirke. Arkivfoto: Claus Søndberg

Bryllup nummer to

De populære drop-in bryllupper er ikke kun efterspurgte blandt par, der skal giftes for første gang, men bliver også brugt af dem, der i forvejen er viet og ønsker en kirkelig velsignelse. En kirkelig velsignelse kræver ingen prøvelsesattest eller vidner.

- Vi har en del kirkelige velsignelser af borgerligt indgåede ægteskaber. Det kan for eksempel være par, som har fået børn og købt hus og bil sammen, og som har fået bragt det juridiske i orden, men som ikke har fået holdt den bryllupsfest, de har drømt om. De kombinerer måske drop-in brylluppet med en sommerfest i haven for hele familien, siger Sophie Nordentoft.

- Der er også en del fra Flower Power-generationen, der begynder at komme. De flyttede sammen og levede på polsk, men nu er de blevet ældre og begynder at finde ud af, at det nok er meget smart at være gift, og så laver de en fest ud af det, siger Sophie Nordentoft.

Vor Frue Kirke har i år haft reserveret hele syv datoer til drop-in byllupper, fordi interessen er så stor, og næste år er der indtil videre afsat fre dage. Det drejer sig om torsdag 23. februar, fredag 16. juni, fredag 25. august og fredag 22. september.

Susanne Justsen
Vor Frue Kirke har i år haft reserveret hele syv datoer til drop-in byllupper på grund af den store interesse. Foto: Colourbox
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...