Du kan godt begynde at glæde dig, det bliver godt

NIBE: Der er styrket optimisme i Nibe – ikke mindst i forhold til sundhedsmyndighedernes positive og konkrete udmelding primo januar. En vaccineplan, som efter planen skulle nå mål inden Nibe Festival, giver tro på og håb om, at festivalen kan afvikles i den smukke Skalskov i dagene 30. juni – 3. juli 2021. Det skriver NIBE festival i en pressemeddelelse.

Derfor er det også med store forventninger og glæde, at det, efter mange måneders forberedelse, nu kan offentliggøres, at noget af det mere essentielle på en festival, nemlig campingområderne, får en gigantisk opgradering.

Campen flyttes, opgraderes og navngives

Meget mere gang i den, bedre service, muligheder for lejrområder, mere plads og meget mere fest. Det bliver til virkelighed, når ”Campen” i 2021 flyttes til øst for Skalskoven, og kommer til at hedde Camp Øst.

Det nye campingområde forbindes med festivalområdet med en drønhyggelig knap 500 meter skovsti fyldt med fuglekvidder, fed fornemmelse og festivalstemning.

Og selvfølgelig er det stadig gratis at bo i det område – altså medmindre man foretrækker at leve campinglivet i caravanområdet eller bestiller et opstillet telt.

Lige nu ser det ikke ud af meget. Men til sommer bliver det fedt. Foto: Nibe Festival

Luksus, rent og relativt roligt

Det er fællesnævneren for et andet nyt campingområde, Camp Vest, som bliver placeret på engen under ”Nibe-hækken”.

Området kommer blandt andet også til at huse Lux Camp, som i samme omfang bliver en smule udvidet og opgraderet på den ene og den anden måde. Resortet videreføres og Camp Karma videreudvikles i samme område. Derudover så rummer området flere shop-til-områder og muligheder.

Sådan kommer festivalområdet til at se ud. Foto: Nibe Festival

Stadig i proces

- Vi har meget store forventninger til de nye campingområder, som kommer til at løfte ikke bare festivalen fremadrettet, nej helt sikkert også oplevelsen for vores mange overnattende festivalgæster. Og det er uanset alder, temperament og behov – udtaler festivalleder Peter Møller Madsen.

Nu venter en tid, hvor der skal fintænkes og videreudvikles på de to nye campingområder. Fakta er ubetinget, at etableringen af Camp Øst og Camp Vest skal være med til at videreudvikle ikke bare campingområderne, men dermed også resten af festivalen.

Campingsalg og meget mere campingnyt følger

Frem til ultimo februar, hvor campingsalget efter planen sættes i gang, følger masser af campingnyheder. - Vi er dybt taknemmelige over, at så utroligt mange festivalgæster ikke bare har valgt at overføre deres billet. Dem der bor på betalingscamps har stort set alle valgt at beholde deres plads. Det forpligter helt sikkert, og netop derfor er vi så glade for, at den her store opgradering sker netop i 2021, afslutter Peter Møller Madsen.

De første offentliggørelser venter

Snart forventes det, at de første navne offentliggøres til Nibe 2021. Og der sigtes målrettet efter at videreføre den ambitiøse musikalske retning, som var sat, da Covid-19 satte en stopper for Nibe 2020. Det endelige program forventes at være på plads omkring 1. april.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...