Tårnet i Gigantium Vand & Wellness er fyldt med udstyr, der skal inspirere os til at prøve kræfter med livredning

AALBORG: Gigantium har netop fået et nyt, indendørs livreddertårn, og det skal være med til at lære os mere om at redde liv i vandet.

Strandturene er efterhånden slut for i år, og i Gigantium Vand & Wellness er man klar til at byde alle badelystne indenfor til et nyt indendørs livreddertårn.

Livreddertårnet er fyldt med sjovt og spændende udstyr som redningskranse, rescue boards, bjærgedukker, redningsveste og -torpedoer, som skal inspirere til at prøve kræfter med livredderdisciplinen. Sådan lyder det fra blandt andre TrygFonden i en pressemeddelelse.

Det nye livreddertårn i Gigantium er en mindre udgave af TrygFondens populære rød-hvide livreddertårn, som vi kender fra flere strande i Nordjylland, men i modsætning til livreddertårnene på strandene er tårnet i svømmehallen ikke forbeholdt professionelle livreddere – tværtimod.

Livreddertårnet skal inspirere til at lege med og udforske livredning, og alle hallens brugere og medlemmer kan prøve livredderdiscipliner som fx at kaste en redningskrans, balancere på et rescue board og bjærge en dukke.

I svømmehallen glæder de sig over at kunne tilbyde nye, sjove og lærerige vandaktiviteter.

- Alle de vandglade børn og voksne rykker fra strandene og ind i svømmehallen nu, og vi håber, at de vil få nogle gode og sjove oplevelse med udstyret fra livreddertårnet. Man kan fx øve sig i at dykke, padle og bjærge, og undervejs kan man rykke sine grænser og blive mere modig og fortrolig med vandet, siger Kristian Koch, konstitueret leder for Gigantium Vand & Wellness.

- Vi håber, at livreddertårnet og udstyret giver børn og unge et godt øje for livredning og skaber opmærksomhed på, at det er vigtigt at kunne redde sig selv og andre i vandet.

I løbet af de kommende år skal livreddertårnet udbredes til i alt 45 svømmehaller i hele landet, blandt andre Dansk Svømmeunion og TrygFonden er initiativtagere.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...